Årets største film, er ’The Odyssey’ blevet omtalt som.
Og sådan er det efterhånden blevet, når Christopher Nolan udkommer med en ny film. Hele verden går i stå i åndeløs spænding for, om den britiske instruktør har begået et nyt mesterværk eller om vi det er ny ’Tenet’, der, med al ære og respekt, er mere teknisk interessant end en reelt god film.
Man kan endda gå så langt til at sige, at Nolan siden ’Inception’ i 2010, kun har forløst sit store potentiale to gange, nemlig ’Dunkirk’ og ’Oppenheimer’.
Og ’The Odyssey’ ændrer desværre ikke på den statistik.
Filmatiseringen af Homers berømte fortælling om den græske konge af Ithaka, Odysseus (Matt Damon), og hans besværlige vej hjem fra Den Trojanske Krig er ganske vidst et imponerende skue, men får aldrig den nerve, intensitet og følelsesmæssige pondus, at den sidder i kroppen hos publikum efter rulleteksterne er overstået.
’The Odyssey’ springer rask og væk i tid, så vi det ene øjeblik er i den trojanske krigszone og det næste ved hoffet i Ithaka, hvor Odysseus dronning Penelope (Anne Hathaway) forsøger at holde utallige bejlere på afstand og sønnen Telemachos (Tom Holland) forsøger at undgå at blive dræbt af de ambitiøse friere. Og for at gøre tidshopperiet komplet, er vi også med krigshelten hos nymfen Kalypso (Charlize Theron) eller et eller andet sted på den skæbnesvanger rejse hjem fra Troja. 20 år, plus minus en måned bliver dækket i løbet af den storladne film.
Som altid med Christopher Nolan, går han efter den taktile følelse. Kan det laves foran kameraet, så skal det dét. Det giver nogle vanvittigt flotte billeder, hvor de imponerende kostumer, sets og rekvisitter bliver fremvist på ypperste vis.
Om det er historisk korrekt eller ej, er fuldstændig ligegyldigt. Vi har at gøre med en fortælling, hvori kykloper, kæmper, hekse og et mangehovedet monster er en del af historien. Faktuel akkuratesse er ikke ligefrem det vigtigste. Men præcis som i superhelteadaptationer, skal der nok være brokkehoveder, som er utilfredse med dette og castingvalg i forhold til hudfarve. Ærligt, hvem ville ikke igangsætte en krig for Lupita Nyong’o?
Men ’The Odyssey’ formår aldrig at ramme følelsesmæssigt og derfor er det betagende spektakel skønne spildte kræfter. Eneste gang, at noget rent faktisk i hjertekulen på mig, er henimod slutningen og omhandler Odysseus og hans hund, Argos. Ellers er det så som så med medfølelsen for karaktererne.
Det er som om, at de ude i strakt arm og er tættere på karikaturer end fuldt nuancerede figurer. Der er skam motivationer und alles, men jeg ser snarer skuespillerne end jeg ser deres karakterer. De gør det ellers godt, men de formår aldrig at få mig til at hengive mig til universet.
Der er dog noget ret fascinerende ved Odysseus, som her bliver iscenesat som en PTSD-ramt krigsveteran med et stofforbrug i form af lotusblomsterne, som han æder lystigt hos Kalypso. Det gør også, at ’The Odyssey’ kan ses i et helt andet lys end det umiddelbare, men det kræver flere gensyn for at åbenbare om filmen er et skjult mesterværk og dertil er den ikke fængende nok.
Og det er til trods for, at ’The Odyssey’ indeholder både imponerende actionscener og noget herligt gruopvækkende body horror, der lover godt for Nolans intentioner om at give sig i kast med horrorgenren.
Men mange gode enkeltdele gør ikke en mesterlig film og vi har stadig de irriterende øjeblikke, hvor filmskaberen lader en karakter forklare et forløb i en scene for at vi så får det at se i et flashback lige efter. Det er spild af tid og i en knap tre timer lang film, er det et dræbende irritationsmoment, som der desværre er lidt for mange af i ’The Odyssey’.