Will Ferrells Netflixkomedieserie ’The Hawk’ er en golfpastiche af overlegen HBO-serie

jimmy tatro will ferrell the hawk netflix Foto: Colleen E Hayes/Netflix

Det er svært ikke at drømme om, hvad ’The Hawk’ kunne været.

Oprindeligt var tanken, at serien skulle have heddet ’Golf’ og handlet om en rivaliserende liga til PGA-turen, hvor Will Ferrells karakter skulle være frontfigur. Skaberne var skuespilleren selv, Ramy Youssef og producent Josh Rabinowitz, der blandt andet har været indover ’The Carmichael Show’, ’Brod City’ og ’Ramy’.

Youssef og Rabinowitz forlod dog projektet på grund af kreative uoverensstemmelser og i stedet kom Ferrells faste samarbejdspartnere Harper Steele og Chris Henchy ombord.

Resultatet af den kreative omvæltning, er en serie, der mest af alt minder om et kryds mellem Adam Sandlers ’Happy Gilmore’ og Danny McBrides kriminelt oversete baseballkomedieserie ’Eastbound & Down’ – som Will Ferrell i øvrigt medvirkede i som den Ric Flair-agtige bilsælger Ashley Schaeffer.

Så gode og originale, som filmen og serien var, lige så uinspireret og uoriginal fremstår ’The Hawk’, når man har de to titler i erindringen.

Den aktuelle Netflix-serie handler om Lonnie ’The Hawk’ Hawkins, der tilbage i 2004 var verdens absolut bedste golfspiller. Indtil han kiksede et forholdsvis simpelt put og derefter tog karrieren en herostratisk deroute.

Men nu skal det være.

Fortidens plamager skal vaskes bort og trofæet, der forsvandt mellem hænderne på ham for år tilbage, skal nu hjemtages og dermed sikre Lonnie titlen som Grand Slam-champion, vinder af de fire store major-turneringer (The Masters Tournament, PGA Championship, U.S. Open, The Open Championship (British Open)) i golf.

Blandt modstanderne er den gamle rival Golden Fisk (Luke Wilson) og Lonnies søn Lance (Jimmy Tatro), der er en fremadstormende golfstjerne med heftige daddy-issues. Det er ikke de eneste rendezvous’er med fortiden for golfhøgen, som også støder på ekskonen Stacy (Molly Shannon) og Anton (Chris Parnell), der er en af de ansvarlige på golf-touren og hvis kone Lonnie knaldede back in the day – noget ingen af de tre har glemt og som giver masser af penible øjeblikke flere år efter.

Enten elsker man Will Ferrells gakkede komedier af den her type som ’Anchorman: The Legend of Ron Burgundy’, ’Talladega Ngihts: The Ballad of Ricky Bobby’, ’Blades of Glory’, ’Semi-Pro’ og ikke mindst ’Eurovision Song Contest: The Story of Fire Saga’, eller også hader man dem.  Jeg plejer godt at kunne lide dem, men her kan jeg ikke se bort fra, at ’The Hawk’ i bund og grund bare er en golfversion af ’Eastbound & Down’.

Pudsigt nok, er filmen præcis sådan, som Happy Gilmore 2’ burde have været i stedet for det makværk, Adam Sandler og Netflix prakkede os på sidste sommer.

Men som selvstændig serie, mangler ’The Hawk’ en solid dosis originalitet. Vi har set historien før og udfoldet mere interessant i McBrides HBO-serie og derfor mister serien det småchokerende punch, den ellers ville have. Selve historien og skuespillet er helt fint, men heller ikke i sådan grad, at det hæver serien fra mellemvare til must see.