Makværket ’Citizen Vigilante’ taler også ind i en foruroligende tidsånd

armie hammer citizen vigilante Foto: Bollfilms

Hvad er meningen med ’Citizen Vigilante’?

For det er tydeligvis en film, hvor instruktør og manuskriptforfatter Uwe Boll har udnyttet den højredrejning, der finder sted i store dele af verden med dertilhørende stigende racisme og xenofobi.

Filmen ville hellere ikke have fået den opmærksomhed som den har, hvis ikke det var fordi tyske FSK, som står for aldersvurderinger til film, havde nægtet at give filmen en rating, hvilket betød, at den ikke kunne vises i tyske biografer eller reklameret.

Den var kort sagt, censureret bort fra det tyske folk af etablissementet. Eller, sådan var i hvert fald udlægningen fra dem med en torn i siden på magthaverne i Tyskland. Som Elon Musk, der gjorde ’Citizen Vigilante’ gratis på X i 48 timer, hvor den blev downloadet heftigt.

Space-X-stifterens had mod den tyske regering og ditto fagforeninger og arbejderes rettigheder samt støtte til det højreorienterede AfD, gør det ikke ligefrem til nogen overraskelse, at når muligheden for at piske en hidsig stemning op mod magthaverne, så tager Tesla-storaktionæren den.

Senere gav FSK filmen en 18-rating, men effekten af hele sagen var allerede mærkbar. Hele verden havde hørt om ’Citizen Vigilante’ og de fleste medier dækkede den.

Er den god?

Overhovedet ikke.

Som en, der har set flere Uwe Boll-film, er dette et nyt lavpunkt for den opmærksomhedshungrende filmskaber.

Den lige knap halvanden time lange thriller handler om selvtægtsmanden Michael Sanders (Armie Hammer), en tidligere militærmand, der er flyttet til Europa efter at have arvet sin fars ejendomsimperium. Her får han tiden til at gå med at knalde sexarbejdere og dræbe dem, der har forulempet hans sans for pli og retfærdighed.

Filmsproget er grimt, kluntet og gumpetungt, endda markant mere end fra Bolls storhedstid i ’00erne og midt-’10erne, hvor hans spiladaptationer sammen med boksekampe mod kritikere har var med til at cementere hans status som filmverdens absolutte infant terrible.

Bolls penchant for at tage eksisterende materiale og give det sit eget provokerende spin, er også at finde i ’Citizen Vigilante’. Filmens første titel var ’The Dark Knight og man skal ikke have set eller læst meget Batman for at se visse ligheder mellem Bruce Wayne og Michael Sanders.

Den afgørende forskel er dog, at Sanders er en elitær, fascistoid, racistisk seriemorder, der retfærdiggør sine gerninger gennem et papirstyndt retfærdighedsargument. Nogen ville så måske sige ”Jamen, er det ikke bare ligesom Punisher,” hvortil svaret er nej. Selvom Frank Castle er en af de mest brutale selvtægtsmænd på tværs af alle fiktionsværker, agerer han stadig ud fra nogle strenge regelsæt.

Det gør Sanders ikke. Eller jo. Hvis du er den del af ”woke left and Islamist extremists”, er du et legitimt mål. Det inkluderer hele familie, politi der forsøger at gøre deres arbejde og dommere. Det er ikke helt ulig de argumenter der bliver brugt i neo-nazistiske bog ’The Turner Diaries’, der har tjent som inspiration for flere hvide nationalistiske terrorister.

Det er måske lige værd at have med i baghovedet, når man i bedste edgelord-stil omtaler filmen positivt, for eksempel på Facebook, som jeg har lagt mærke til sker i overraskende mange kommentarspor. Enten som respons på ”woke”-film eller diverse kriminalsager, hvor man slet skjult opildner til selvtægt.

’Citizen Vigilante’ taler bekymrende nok en i en tid, hvor holdninger fra den yderste højrefløj er blevet mainstream, med USA som det tydeligste eksempel – hvor visse ordenshåndhævere pudsigt nok igennem flere år er blevet set rende rundt med Punisher-logoer.

Har filmen så en eksistensberettigelse?

Nej.

Uwe Bolls intention er uden tvivl at provokere og hapse nogle penge ud af de folk, der vil finde ’Citizen Vigilante’ interessant. Og det foruroligende i det er, at en Rotten Tomatoes score på 94% og IMDb på 6 ud af 10, desværre vidner om, at der mange, som sympatiserer med det filmen skildrer.

Filmhåndværksmæssigt skal der alligevel noget til at få Tommy Wiseaus ’The Room’ til at fremstår som et kunstnerisk vidunder, men det lykkes ikke desto mindre for den tyske instruktør med sit seneste makværk.