Hvorfor taler vi ikke mere om, hvor awesome en serieskaber Elizabeth Meriwether er?
Når man kan gå fra at lave brede, og gode, sitcoms som ’New Girl’, Single Parents’ og ’Bless This Mess’ til at lave biopic-dramaer som den underkendte Elisabeth Holmes-serie ’The Dropout’ samt sjove, rørende og mesterlige ’Dying for Sex’, hører man til i den absolutte serieelite.
En ting som i den grad bliver cementeret med den uovertrufne krimiserie ’Furious’.
Hulu-serien er inspireret af Bob Rafelson-filmen ’Black Widow’ med manuskript af Oscarvinderen Ronald Bass. Både filmen og serien handler om to kvinder. Den ene en seriemorder og den anden prøver at fange hende.
I ’Furious’ drejer det sig om den nyklækkede FBI-agent Alice Black (Emmy Rossum), der kommer på sporet af en snedig seriemorder (Lola Petticrew), der målrettet går efter mænd blandt den absolutte elite i samfundet. Den slags, som har lange tentakler og økonomiske midler til at være hævet over loven, hvis det er det, de ønsker.
Efterforskningen tvinger Alice tilbage til sin gamle arbejdsplads, drabsafdelingen i NYPD, hvor hendes eneste allierede er vennen Danny (Scoot McNairy). Et spøgelse rumsterer også der i form af hendes ekskæreste og kollega Marshall (Jake Lacy). De voksede op sammen, da hans mor tog hende ind som plejebarn, de hun var teenager, men når han drak, blev han voldelig og tæskede hende sønder og sammen. Det blev så ritualistisk, at det ville ske, når hun var i bad. En mentalt PTSD-ar, som gør, at hun ikke tør gå i bad.
Og seriemorderen, Catherine, hvis det er hendes rigtige navn, bærer også på en heftig portion traumer.
De to kvinder har berettiget raseri mod dem, der har gjort dem fortræd igennem deres respektive liv og giver dem en form for fællesskab. Scenerne imellem dem er fuldkommen elektriske og begge skuespillere bærer fremragende deres respektive dele af serien.
Emmy Rossum er i samme urkraft-modus som hun var i ’Shameless’, når den var allermest rå og Lola Petticrew) bygger videre på det eminente indtryk, hun leverede i ’Say Nothing’. Scenestjæleren i ’Furious’ er Quincy Tyler Bernstine som den fordrukne FBI-agent Nora Washington, der står for nogle af seriens sjoveste øjeblikke, som giver tiltrængte grin til at opveje det brutale krimidrama.
Man kan godt se, hvilke virkelige begivenheder, Meriwether har hentet inspiration fra, men jeg fik også flashbacks til Warren Ellis grafiske novelle ’Desolation Jones’. Præcis hvad det er, ville være en stor spoiler, men har du læst den, vil du efter at have set ’Furious’ ikke være i tvivl om, hvad det er, jeg taler om.
’Furious’ leverer krimivaren fra start til slut og kombinerer det med fremragende drama samt fantastiske skuespilpræstationer. Den er alt det, ’Kastanjemanden’ ville ønske, den var, og mere til. Den er slet og ret, en af årets bedste serier.