’The Big Bang Theory’ var en af den slags sitcoms, der startede ud som en metervare og med tiden fandt sin sjæl, eksistensberettigelse og mod til at takle svære emner, samtidig med at det blev serveret med behørig dåselatter.
Når det var godt, var det rigtig, rigtig godt og når det var dårligt…well, så slukkede man bare eller nappede det næste afsnit.
Alligevel er ’Stuart Fails to Save the Universe’ noget af en overraskelse.
Bevares, når en serie er blevet populær nok, er det tv-lov, at der skal komme en eller anden form for spin off. Vi har allerede haft ’Young Sheldon’ og den har også fået en spin off i form af ’George & Mandy’s First Marriage’.
Men at tegneserieforhandleren Stuart (Kevin Sussman) skulle få en spin off-serien centreret omkring sig og ikke en af de større karakterer som Raj (Kunal Nayyar) eller Howard (Simon Helberg), var uventet.
Og at serieskaberne – ’Big Bang’-duoen Chuck Lorre og Bill Prady samt Zak Penn – har valgt at skrotte dåselatteren og den traditionelle sitcom-opsætning, hvor folk typisk sidder ned og snakker, er endnu en interessant drejning.
’Stuart Fails to Save the Universe’ er på sin egen helt underfundige vis nærmere beslægtet med ’WandaVision’ end ’Big Bang’, for der bliver virkelig leget med mediet.
Serien går ud på, at Stuart på et tidspunkt ved et uheld har forårsaget en apokalyptisk hændelse og skal gennem spring igennem multiverser forsøger at rette op på det. Ved sin side har han kunden og vennen Bert (Brian Posehn) og til tider kærlighedsinteressen Denise (Lauren Lapkus) og superegoisten Barry (John Ross Bowie).
Hvert afsnit foregår i et bestemt univers med sine helt særlige særheder og gæstestjerner. Tempoet er eminent og fantasifuldheden helt i top. Intet nævnt, da halvdelen af fornøjelsen ved serien er at blive overrasket over de forskellige steder og benspænd, der medfølger.
Skuespillet er godt og det er sjovt at se, hvor en traditionel sitcom udspiller sig, når der ikke er en dåselatter til at udfolde den rungende stilhed. Og så er introsekevensen et kapitel for sig selv, hvor der hver gang er forskellige små tekster, der enten taler ind i det pågældende afsnit eller om oplevelsen af at sidde og se introen. Det er smågenialt.
Jeg er ikke blevet revet rundt af galskab på den her måde siden mesterlige ’Doom Patrol’ og selvom vi ikke rammer samme hjerteknusende dramatiske højder, er komedien derhenad. Jeg håber inderligt, at der kommer en sæson to af ’Stuart Fails to Save the Universe’ og de kreative kæfter tør skrue endnu højere op for den legende metaattitude. Potentialet til en all-time-great-serie er til stede, nu skal man bare lade vær med at give efter for studiefolk eller fans som vil have mere af det gamle.