”Hej, mit navn er Peter Parker. Du husker mig nok ikke,” indleder den elskværdige unge mand den nye Spider-Man-film i en voice-over. De er en del af et brev, som Peter (Tom Holland) har skrevet til sit hjertes udkårne MJ (Zendaya), der, som han selv nævner, ikke ved hvem han er.

Det skyldes jo, at Doctor Strange (Benedict Cumberbatch) i slutningen af den forrige film ’No Way Home’, kastede en besværgelse, som skulle få hele verden til at glemme, at Peter Parker er bag Spider-Man-masken.

Da Peter ikke længere har nogen familie og hverken kæresten eller bedstevennen Ned (Jacob Batalan) husker ham og er rejst på college, bruger han al sin tid på at bekæmpe kriminalitet. I en fin montage, viser instruktør Destin Daniel Cretton, hvordan Spider-Man nedkæmper den ene forbryder efter den anden og bliver mere og mere populær blandt new yorkerne. Det er et super veludført tidspring på fire år, der effektivt lægger de forrige teenage-forankret film bag sig og indleder en ny æra.

Spider-Man er blevet voksen og det kan ses i flere forskellige dele af filmen.

For det første, er Spider-Man nu blevet fuldtidsforbryderbekæmper og virkelig god til det. Så god, at han er selvsikker nok til at afvise enmandshæren The Punisher (Jon Bernthal) og have overskud til at tale smack til ham imens.

Og så omfavner filmskaberne det faktum, at Tom Holland er en usædvanlig flot mand og viser ham afklædt flere gange, så vi kan få fremvist hans imponerende fysik. Den slags var der ikke noget af i de forrige film, hvor karakteren skulle forestille at være teenager. Jo, jo, det er skam en favre ny tid i ’Brand New Day’.

Men visse ting ændrer sig aldrig og en ny usynlig trussel gør gaderne i New York usikre.

En ukendt person har evnen til at hoppe fra person til person som en slags dæmon og besætte dem, så de fuldstændig overtager deres krop. Vedkommende bruger det til at foretage en række angreb mod superhelteovervågningsenheden Department of Damage Control/Ministeriet for Skadesikring.

Stedet leder, Bill Metzger (Tramell Tillman), beder personligt Spider-Man om hjælp og tilbyder ham al den assistance, han skal bruge for at bekæmpe den ukendte trussel.

Som alle tegneserielæsere ved, er tingene sjældent så simple som de ser ud og manuskriptforfatterne Chris McKenna og Erik Sommers, som også stod for manus på de forrige film, har fundet på en ret god historie med masser af sction, mysterium og hjerteskærende drama. Præcis som en god superheltefilm skal være, når den er allerbedst.

Og ’Spider-Man: Brand New Day’ er også den bedste Spider-Man-film siden ’Spider-Man 2’ fra 2004, og vi ser her bort fra de sublime ’Spider-Verse’-film.

Det skyldes ikke mindst, at Destin Daniel Cretton går til opgaven, som var det en indie-film. Det ses ikke mindst på den visuelle side, hvor han har taget sin faste legekammerat, fotograf Brett Pawlak’ med ombord, der med en naturalistisk tilgang formår at tilføje det uvirkelige superhelteunivers en sanselighed og realisme, der perfekt matcher tegneserieforlæggets råhed. Jeg har for eksempel aldrig følt så stort et sug i kroppen, når Spider-Man kaster sig ud fra en bygning, som jeg gør i den her film og det er præcis sådan det skal være. Som om man kan dufte betonen fra bygningen og mærke luftmodstanden, mens man suser med terminal hastighed ned mod asfalten.

Gaden er, hvor Spider-man har sin gang. Han er sen street hero, der bruger det meste af sin tid på at holde den sikker, og så en gang imellem blive kaldt ind til noget Avengers-hejs. Som det bliver formuleret i filmen med russisk præcision ”You handle small potato, we handle big potatoes.”

Så kan man diskutere, om det egentlig er små kartofler, Spider-man skal deale med. Til gengæld er der ingen tvivl om, at ’Brand New Day’ er en rigtig, rigtig god film. Den leverer på alle fronter og ved at forankre den i Peters sorg over at være alene i verden og længsel efter dem han savner, er der hele tiden noget relaterbart at forholde sig til.

Nej, jeg ved ikke, hvordan det er, når mine muterede superkræfter går amok, men jeg ved hvordan ensomhed føles og hvordan det at begrave sig i arbejde kan føles som en konstruktiv virkelighedsflugt.

Tom Holland leverer sin klart bedste præstation som Peter Parker i ’Brand New Day’, hvor han flot bygger ovenpå den godmodige ungdommelighed, der kendetegnede karakteren i de første tre film, og nu med en tilføjet melankoli og den slags modenhed, der kommer fra tab og sorg.

Og så er samspillet med Jon Bernthal eminent. At de to efter sigende har improviseret en masse kommer ikke som nogen overraskelse, når man ser filmen, hvor Spider-Man og Punisher ofte skændes som kun new yorkere kan: Højt, men også med den underlæggende forståelse af, at der ikke er nogen, som skal prøve at komme imellem dem. Dette er et anliggende mellem den tilvalgte familie.

Skuespillet i filmen er generelt rigtig godt og i det hele taget, er der meget få ting at være utilfreds over. Det skulle da lige være den fuldstændig unødvendige post credit-scene, som på ingen måde er tiden værd.

Og ja, der sker en hulens masse i filmen, som jeg ikke er kommet ind på, inklusiv ’Stranger Things’-stjernen Sadie Sinks hemmelige rolle, hvordan Hulk passer ind i det hele og hvem det er, der snakker om kartofler. Nogle ting er bedst som overraskelser og ’Spider-Man: Brand New Day’ er sommerens mest behagelige overraskelse.

For nu er Peter Parker endelig blevet voksen, så nu kan historien for alvor begynde.