Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet af Prime Video-filmen ’The Devil’s Mouth’. Måske en habil gyser med et eller andet form for monster. Der var i hvert fald ikke mange informationer om historien, da jeg tænkte ”Den skal jeg anmelde!”.
Var det et godt valg?
Nej.
Havde jeg set, hvem der var instruktør, ville jeg med det samme have vidst, at ’The Devil’s Mouth’ ikke ville være god for Jeff Wadlow har endnu til gode at lave en god film. Og det er til trods for, at han har haft 11 foregående forsøg, herunder ’Kick Ass 2’, ’Truth or Dare’, Fantasy Island’ og ’Imaginary’, der hver især brillierer med hver deres særegne skodhed.
Den aktuelle film handler om fem collegevenner, der er på tur i Thailand. De skal på en huleudforskning et sted med det ildevarslende navn The Devil’s Mouth.
Der går ikke lang tid før blodet begynder at flyde i snirklede oversvømmet hulegange. Gerningsmanden er en bull shark, som åbenbart har besluttet sig for, at mennesker er den foretrukne diet.
Vi er dog milevidt fra ’Jaws’, når det kommer til den filmiske kvalitet og heller ikke Neil Marshalls grumme klaustrofobi-indgydende hulehorror ’The Descent’. I stedet er vi i vanligt Wadlow’sk pladdergys, hvor den uro i sofaen kommer af heftig hovedrysten snarer end skræk.
Et forsøg på at gøre plottet interessant kommer i form af en konflikt mellem de to hovedpersoner Sara (Kathryn Newton) og Max (Lana Condor), men fremstår så forceret og kunstigt, at det er umuligt at tage seriøst.
Så kunne man håbe, at ’The Devil’s Mouth’ i det mindste havde nogle fede kills, der kunne opveje den trælse historie. Men nej, her fejler filmen også. De er mere eller mindre alle ens, med en hulens masse skrig indtil en person er tilstrækkelig lemlæstet.
Det her er vitterligt en af de film, hvor man har produktionen mistænkt for udelukkende at have lavet den for at kunne tage til Thailand, hvor ’The Devil’s Mouth’ er blevet indspillet. Som så meget andet ved dette værk, er heller ikke billedsiden noget at råbe hurra for, til trods for, at det er filmens mest positive aspekt.
Brug din tid fornuftigt og spring ’The Devil’s Mouth’ over. Det er en af den slags film, man ville ønske, man havde slukket for tidligt i stedet for at se den til ende.