Jeg fortærrede begærligt Bret Easton Ellis’ autofiktionsroman ’The Shards’. Forfatterens sprog og evne til at male et billede af start ’80ernes Los Angeles preppy high school miljø og endeløse popkulturreferencer koblet med en historie om en seriemorder, der måske/måske ikke terroriserer den fiktionelle Brett Easton Ellis og hans venner, var en page turner, som kun han kan lave dem.
Så det var med både jubel og frygt, at der blev trykket start til serieudgaven af ’The Shards’. Glæde for at finde ud af, om den ramte bogens ånd og frygt, fordi det er Ryan Murphy, ganske vidst sammen med Bret Easton Ellis, der står bag serien.
Når Murphy er bedst (’Pose’, ’Scream Queens’) er der få, der kan forene instagram-smuk forfængelighed med rå, eksplicit brutalitet. Og når han er værst, får vi ’All’s Fair’.
Desværre er vi tættere på sidstnævnte med ’The Shards’.
Udgangspunktet er meget lig bogen.
Unge Bret (Igby Rigney) skal til at starte på sit sidste år på det feteret Buckley prep school, hvor alle de rige rigmandsunger går. Han danderer den sammen med kæresten Debbie Schaffer (Hayes Warner) og venneparret Thom Wright (Graham Campbell) og Susan Reynolds (Kaia Gerber) samtidig med, han knalder med stoneren Matt Kellner (Owen Painter).
To ting vender op og ned på den unge forfatterspires dagligdag.
Først og fremmest ankomsten af den nye, attraktive elev Robert Mallory (Homer Gere), som Bret både begærer og mistænker for at være den mystiske seriemorder The Trawler, hvis gerninger Bret er meget fascineret af og overbevist om, at han bliver stalket af.
Hvor bogen udelukkende er fortalt fra Brets point of view med den ældre forfatters viden om, hvordan tingene rent faktisk hang sammen, veksler serien mellem Bret og nogle af de andre og bliver derved en mere konventionel ungdomsserie.
Væk er også romanens meget eksplicitte sexscener og Brets objektificering af alle, han er tiltrukket af. Med tanke på, at begge serieskabere er homoseksuelle, er det pudsigt, at der er lagt en dæmper på Brets queer-side, mens heterosex har mere prominent placering.
I stedet henfalder serien til Murphys efterhånden ulidelig pastiche-John Waters campyness, der mangler forbilledets finesse. Ulidelige karikaturer uden dybde og det er mest nysgerrigheden for, hvordan oversættelsen fra bog til serie er, der driver lysten til at se afsnit efter afsnit end det er ’The Shards’ kvalitet.
Tænk sig, at det på et tidspunkt var meningen, at ’The Shards’ skulle have været en HBO-serie, hvor både Luca Guadagnino (!) og Kristoffer Borgli (!!) var indover som instruktører på forskellige tidspunkter. Kæft, det kunne have været godt.
Igby Rigney gør det egentligt fint som Bret, det er handlingen der halter. Og så er nepobaby Homer Gere håbløst fejlcastet som den mystiske Robert Mallory. Han har ikke den otherworldly aura om sig karakteren kræver og fremstår mere som endnu en af Ryan Murphys stuntcastinger af kendisser, der indtil videre har toppet med Kim Kardashians rolle i ’All’s Fair’.
Men det, der pisser mig mest af, er at handlingen bliver strakt så uendelig tyndt ud, at otte afsnit ikke er nok til at runde historien af. ’The Shards’ burde være en fantastisk miniserie, men i stedet runder vi gudhjælpende sæsonen af med en håbløst uopfindsom cliffhanger. Og at vi skal have endnu to sæsoner af Murphys (minimum, suk) tre, indgyder ikke just optimisme.
Jeg respekterer, at man har brugt romanen som forlæg og så lavet den om til en serie. Men udførelsen og prioriteringen af, hvad der er vigtigt og interessant, er decideret håbløs. Skuffelsen er stor og vreden ditto over det, der burde have været sensommerens helt store serieoplevelse.
I stedet fremstår ’The Shards’ som popsmart bastard af ’Beverly Hills’ og ’Glee’ tilsat lidt blod og sex i et forsøg på at chokere publikum. Hvilket desværre ikke lykkes.