’Sterling Point’ er den charmerende og geniale ungdomsserie, du ikke vidste, du havde brug for i dit liv

Ramona (Amélie Hoeferle) and Annie Jacobson (Ella Rubin) in STERLING POINT Foto: Sabrina Lantos/Prime Video

Med ’My Old Ass’ lavede Megan Park en af de årets bedste komedier tilbage i 2024. Kombinationen af hjertevarme og lårklaskende humor var noget nær perfekt og signalerede, at her var en historiefortæller, man skulle holde øje med.

Derfor er Prime Video-serien ’Sterling Point’ must see, hvis du var fan af hendes film. Eller hvis du var fan af ’The O.C.’ eller ’Gossip Girl’.

For i hvad der umiddelbart er det vildeste team up nogensinde, har Park allieret sig med skaberne af de to førnævnte serier, Josh Schwartz og Stephanie Savage, som co-showrunnere på den utroligt charmerende ungdomsserie, der står som en af streamingtjenestens bedre tilbud i denne genre.

Annie (Ella Rubin) bor i New York sammen med sin bror Connor (Keen Ruffalo) og far Steven (Jay Duplass). De to søskende er adopteret og deres adoptivmor er død for nogle år siden. Da hendes far dør, bliver de to testamenteret en ø i Canada. Annie har ikke noget at lave, så hun tager derop og finder ud af, at der bor en masse mennesker der og det er lidt af at paradis.

Og nå ja, så havde hendes adoptivmor en datter, Ramona (Amélie Hoeferle), som de ikke vidste eksisterede og hun vidste heller ikke, at moren havde et andet liv i New York.

Det lyder lidt som noget vi kender fra andre åh så dramatiske ungdomsserier. Forskellen på dem og ’Sterling Point’ er, at den nærværende serie er uhyre velskrevet, sjov og rørende på den helt rigtige og ikke følelsesporno-måde.

Der er en helt særlig tone i Prime Video-serien. Den er både afslappet og samtidig spændt af forventning og frustration. Aller personer en ting, de dealer med og en længsel, som de ikke helt kan finde ud af, hvordan de skal få forløst.

Annie har levet en så trøstesløs tilværelse i New York, at hun ikke har nogen passion i livet. Hendes kæreste er hun kun sammen med, fordi hun venter på, at han er klar til at komme ud som homoseksuel og derfor har hun hensat sig selv i et forhold uden fysiske kærlighedstegn.

Så snart hun kommer til Sterling Point, er det både den ene og den anden bejler, inklusiv den frembrusende Oona (Bo Bragason), der ikke kan gå forbi en smuk kvinde uden at forsøge sig med lidt sweet talk. De to bliver dog hurtigt venner i stedet og som serien skrider frem, ser vi, at Ramona har et ret heftigt crush på den karismatiske unge kvinde.

Man mærker Megan Parks unikke ligefremhed i hver fiber af seriens krop. Nogle gange, lyder ungdomsserier som om, at de er skrevet i et sprog som voksne tror at unge taler, men ikke Park. Der skal selvfølge også klappes ad resten af forfatterne, men der er ingen tvivl om, at det Park som har udstukket retningen.

Udfoldelsen af familiehemmeligheder fungerer godt til at drive plottet fremad og tilføje konflikter, bedst som man troede alt var godt.

’Sterling Point’ er på mange måder som en sommerforelskelse. Fuldstændig berusende og uimodståelig til at starte med og man kan ikke tænke på andet. Som tiden og serien forløber, står det dog klart, at den er mere end en flirt og engangsknald, og i stedet starten på tankevækkende, langvarigt serieforhold, der forhåbentligt kommer mere af.