Det er en af de helt store helte i Frankrigs historie, som instruktør Antonin Baudry tager under behandling i to mammutfilm.
Den første de af ’De Gaulle’-værket med undertitlen ’Modstandens Pris’ lægger stærkt fra land.
Tyskerne har invaderet Frankrig og general Charles de Gaulle (Simon Abkarian) bliver nødt til at forlade sit elskede hjemland for at kunne kæmpe for dets frihed.
Basen bliver London, hvor han mere end en gang banker hovederne sammen med den britiske premierminister Winston Churchill (Simon Russell Beale), der respekterer sin franske allierede, men også er dybt frustreret over hans egenrådighed og stædige væsen.
Filmen fortælles kronologisk og vi kommer omkring mange af højdepunkterne fra den franske befrielseskamp, som i denne del af krigen primært er forankret i Afrika.
Der bliver ikke sparet på actionsekvenserne, hvor især dem omhandlende de franske styrker mod tyske Erwin Rommels Afrika-korps imponerer.
Men det er scenerne mellem de Gaulle og Churchill, der er ’Modstandens pris’ virkelige trumfkort, takket være skuespillerne.
Uforlignelige Simon Russell Beale er som altid eminent og leverer en af de allerbedste Churchill-inkarnationer set på film. Om det foregår på engelsk eller fransk, er hver eneste repliklevering skarp og formidabel.
Det samme kan siges om Simon Abkarian, og når de to skuespillere deler scener, er det fuldkommen elektrisk. Jeg kunne snildt se et kammerspil med bare de to, så gode er de sammen.
Derudover er ’De Gaulle: Modstandens pris’ som de fleste anden verdenskrigsfilm af den bedre slags. Skuespillet er godt, flot filmen og selvom Volker Bertelmann ikke leverer et score i ’Konklave’-klassen, er der stadig god punch og melodrama i det.
Det er en god og gedigen film, der helt klart vil appellere til historieinteresserede og frankofile. Baudry bringer ikke et noget filmisk nyt til bordet og nogle gange er det også helt okay. Med en spilletid på lige knap 2 timer og 40 minutter, er ’Modstandens pris’ lidt af en mundfuld, men tempoet er tjept uden for mange svinkeærinder eller kedelige stunder, så det går lige. Men man skal som sagt nok have en særlig interesse for hovedpersonen eller perioden for at give i kast med den.
’De Gaulle: Modstandens pris’ er en af den slags klassiske vellavet anden verdenskrigsfilm, der engang blev produceret masser af, men nu er i fåtal. Når man så til gengæld får en af dem, som den nærværende film, er det som et kært gensyn med en gammel ven. Man ved lige præcis hvordan mødet kommer til at forløbe og det bliver aldrig kedeligt.