Man bør altid gå ind til en film med åbent sind.

Men jeg var skeptisk overfor ’Dobbeltspil’, da jeg bestemt ikke var fan af instruktørduoen Julie R. Ølgaard og Esben Tønnesens forrige film, den jammerlige seriemorderthriller ’Englemageren’.

Den var alt det, man kunne forvente af en forudsigelig og jammerlig Netflix-film. Hvilket ikke var særlig godt, når man tænker på, at den kom i biografen – før den vel og mærke landede på streamingtjenesten, hvor den ikke overraskende blev en kæmpe hit.

Derfor er det også ret overraskende, at ’Dobbeltspil’ ikke ryger direkte den vej. For den kommer ikke til at sælge godt i biograferne, men vil jo med garanti blive en succes der, hvor alt, der bare har den mindste duft af dansk krimi, er det rene crack for danskere og folk i udlandet, som stadig synes nordic noir bare er det fedeste og mest eksotiske nogensinde.

’Dobbeltspil’ handler om det tilsyneladende perfekte par Clara (Neel Rønholt) og Tobias (Youssef Wayne Hvidtfeldt). De har alt, på nær et barn, som de ihærdigt prøver at knalde sig vej til.

Alt er fryd og gammen, indtil Clara møder Katrine (Julie R. Ølgaard). Hun har nemlig også haft et forhold til Tobias i cirka lige så lang tid som Clara har haft.

Hvad der kunne have udfoldet sig som et interessant eksistentielt drama minder i stedet mere om en discount-version af ’Fatal Attraction’ med et drys af ’American Psycho’ og er øjengnidende, hovedrystende frustrerende at overvære.

Der er helt klart en ambition om at lave en medrivende thriller, der fastholder sit publikum på kanten af sædet i den knap halvanden time, ’Dobbeltspil’ varer. Det er bare ikke slutresultatet.

Filmen er irriterende ekspositionstung og afslører slutningen med så kraftigt et vink med vognstang, at det umuligt ikke at lægge mærke til. Mange svinkeærinder, og nej, jeg røber dem ikke, blev sat i gang og så rundet af uden den følelsesmæssige pondus, man ellers kunne have forventet.

I det mindste har Samsung, Coca Cola, Clever, Air Tox og Odsherred fået fuldt valuta for pengene i form af den knapt så diskrete produkt-placement, der dog er flot filmet. De stillbilleder kan investorerne godt være tilfredse med.

Man kunne forvente, at en film der læner sig op ad den erotiske thriller-genre i det mindste havde nogle dampende hede sexscener. Men trods skuespillernes ihærdige gnideri på hinanden og filmens pseudo-BDSM-undertoner/overtoner, bliver det aldrig mere pirrende end at overvære hvid maling tørre.

En af mine kæpheste er, når man gør politi dummere end de er for at holde plottet kørende. Det sker også her og man bliver generelt som publikum bedt om at godtage for mange usandsynligheder eller dumheder for at filmen skal give mening.  

Hvad skal vi bruge ’Dobbeltspil’ til?

Jeg ved det ærlig talt ikke.

Der er ikke rigtig noget positivt at sige, udover at den ikke er længere end den er. Og selv det føles for langt.