Fjerde omgang af krimiactionserien ’Reacher’ er underholdende business as usual

Alan Ritchson as Jack Reacher reacher Foto: Prime Video

Jack Reacher (Alan Ritchson) kan vitterligt ikke bevæge sig nogen steder hen, uden at han støder ind i folk med problemer, som han så forsøger at hjælpe.

Aldrig har det været bedre eksemplificeret end her i starten af fjerde sæson, hvor den tidligere militærmand er taget til Philadelphia for at få en af byens berømte Philly-cheesesteaks.

Da han sidder i en metro, ser han en kvinde sidde og græde for sig selv, mens hun knuger en taske tæt ind til kroppen. Reacher mistænker, at hun har en bombe, men da han begynder at snakke med hende, trækker hun i stedet en pistol.

Hun begår selvmord og Reacher bliver tilbageholdt af politiet. Snart begynder mænd i sorte jakkesæt at komme og stille ham spørgsmål af den slags, der tyder på, at noget lusket er på færde.

Med hjælp fra kvindens bror Jacob (Christopher Rodriguez-Marquette) og politikvinden Tamara (Sydelle Noel) begynder Reacher at grave i sagen, der både trækker tråde til hemmelige militæroperationer i Indonesien samt en amerikansk præsidentkandidat, der måske ved mere end han lige umiddelbart fortæller.

Der er ikke så meget pis med ’Reacher’.

Det er en rendyrket krimiactionserie, som bliver båret af Alan Ritchsons gode skuespil og imponerende evne til at håndtere alle de fysiske strabadser, Reacher kommer ud for. Der er ikke én serie med lige så mange og lange actionscener, som Prime Video-serien.

Ritchson har en perfekt og knastør repliklevering, samtidig med, at han mester det let nedslået blik, der indikerer hvornår noget rammer Reacher følelsesmæssigt.

Selvom fjerde sæson ikke er er blandt seriens bedste, er ’Reacher’ stadig en af den slags, som leverer god underholdning fra første til sidste afsnit. Måske kunne man med lidt god vilje at cuttet lidt i sæsonens otte afsnit, så det mest unødvendige fyld var røget, men det er ikke noget, der påvirker oplevelsen synderligt.

Vekslingen mellem action, komedie og drama er som altid veludført, som resten af serien altid har været det. Der var dog en gang i denne sæson, hvor jeg studsede over en ret tung ekspositionsekvens, der fyldte det meste af et afsnit. Scenen er sat op som et forhør, så den ordfulde situation giver mening, det er ikke lige så smooth, som man kunne have ønsket sig.

Udover den aber dabei, er det business as usual med ’Reacher’, hvor femte sæson da også allerede er blevet bekræftet. Vi er på vej mod evighedsseriestatus, så længe der er Lee Child-romaner at tage af og der er heldigvis mange endnu. Prime Video-serien er underholdende som få og der er ikke en bedre krimiactionserie i streamingland lige nu – måske det kommer med spin off-serien ’Neagley’ med danske Maria Steen i hovedrollen.