Der er ingen tvivl om, hvor inspirationen til ’The End of Oak Street’ kommer fra.

Allerede i løbet af de første sekunder af filmen, har Michael Giacchinos score hensat en tilbage til 1980erne og Amblins-studiets mange magiske og fantasifulde eventyr.

Æstetikken er også derhenad, hvilket ikke er så underligt, da vi befinder os i 1982.

Familien Platt bestående af farmand Greg (Ewan McGregor), mor Denise (Anne Hathaway) og børnene Audrey (Maisy Stella) og Brian (Christian Convery) samt hunden Starbuck er på overfladen en pittoresk perfekt familie.

Men glansbilledet er selvfølgelig fyldt af sprækker.

Denise har kæmpe udlængsel og skriver på en bog, hvor hovedpersonen har en kuffert pakket og er mere end klar til at forlade sin familie. Fri fantasi eller ønsketænkning? Greg skjuler for familien, at han er blevet fyret fra sit job og derfor nu fræser rundt hele tiden som pizzabud, og drikker i smug.

Brian har brækket armen på en anden dreng ved et uheld og bliver nu jaget af knægtens storebror, som er ude efter hævn. Audrey er faktisk den, der har den mest rolige tilværelse, selvom hun tydeligvis længes efter noget eller nogen.

Alt det bliver dog skubbet i baggrunden, da hele deres kvarter bliver transporteret flere millioner år tilbage i tiden og plantet midt i dinosaurfyldt sump. Og der går ikke lang tid før skrig, pistolskud og lyden af brølende dino’er ekkoer i gaderne.

’The End of Oak Street’ er instrueret og skrevet af David Robert Mitchell, en tidligere lovende instruktør, hvis stemningsfulde horrorfilm ’It Follows’ placerede ham om en af årtiets mest interessante stemmer.

Al hypen forsvandt dog som dug for solen med den efterfølgende ’Under the Silver Lake’ en rodet og mystisk noir-sk film, der hverken var sjov eller spændende.

Selvom Mitchell står på som forfatter til ’The End of Oak Street’, føles filmen snarer som noget, man kunne forvente at se fra producer og Speilberg-fanboy J. J. Abrams. Det forklarer Amblin-viben, da studiet som bekendt blev grundlagt af netop Steven Spielberg og står bag film som ’Gremlins’, ’The Goonies’, ’Back to the Future’ og ’Jurassic Park’.

Det er derfor, at ’The End of Oak Street’ minder om et underligt sammensurium af alle de film, bare uden den helt samme magiske ’80er-feel.

Underholdningen er skam i top. Der er fuld knald på dino-actionen, med ret fine effekter. Er man med på, at ’The End of Oak Street’ skal ses som en fjollet creature-feature, kommer man ikke til at kede sig. Lige knap halvanden times fuldt smadder er præcis, hvad filmen kan holde til.

Men man fornemmer også, at det snildt kunne være blevet dybere og mere eksistentialistisk. Lur mig, om ikke filmen er blevet klippet om flere gange fra Mitchells originale vision og så til det spektakel vi ser på lærredet nu.

Nogle imponerende indstillinger, hvor skuespillernes ansigt er helt tæt på i forgrunden samtidig med, at personen i baggrunden også står skarpt, vidner om et ambitiøst filmsprog. Mitchells efterhånden faste fotograf Mike Gioulakis leger med både håndholdt, steady-cam og konventionelle setups, hvilket resulterer i en indbydende billedside, der er med til at fastholde publikum i suspense og underholdning.

Skuespillet er fint, selvom Ewan McGregor virker underligt malplaceret. Han har ikke helt den samme power-udstråling som urkraften Anne Hathaway, men det er der omvendt heller ikke mange, der har.

Jeg har dog et stort problem med ’The End of Oak Street’ og som er stort nok til, at det påvirker den ellers positive oplevelse, jeg havde af filmen. Uden at gå for meget i detaljer, omhandler det filmens sidste del, hvor der tages et par spændende valg, som så bliver omgjort på en spøjs måde, der ikke giver mening.

Og med tanke på, at det er en film, hvor vi skal sluge præmissen om, at et boligkvarter bliver ført igennem et spontant ormehul tilbage til dinotid, skal der alligevel noget til, at man sidder og tænker, at noget virker for dumt.

Fingrene er krydset for, at David Robert Mitchell nu lægger al energi i ’It Follows’-fortsættelsen ’They Follow’. For jøsses, hvor bliver jeg sur, hvis han også fucker den op og ødelægger den fornemme og originale films arv.