Jane Schoenbrun er den mest originale og interessante stemme i filmverdenen lige nu. Og hvis du ikke tror på mig, så Martin Scorsese mener det samme.

Schoenbrun er en af de få instruktøren, der kan få den berømte filmnørd til at se nye film, selvom ‘Taxi Driver’ – instruktøren primært foretrækker at fordybe sig i ældre film, når der skal være cinematisk underholdning på programmet.

Debuten ‘We’re All Going to the World’s Fair’ var en urovækkende coming-of-age-film om en teenager (Anna Cobb), der dokumenterer sine oplevelser efter at have taget den virale ‘World’s Fair Challenge’. Efterfølgeren ‘I Saw the TV Glow’ handlede om to unges (Justice Smith og Jack Haven) fascination af det ‘Buffy’ – lignende tv-show ‘The Pink Opaque’, som de muligvis selv var karaktererne i.

Begge film kunne læses og er allegorier for de oplevelser, som transkønnede og non-binære går igennem på deres rejse og de valg, der følger med. I hvert fald sådan som Jane Schoenbrun har gennemgået sin med de fysiske og psykiske eksistentielle overvejelser det har medført.

Tilsammen udgør de 2/3 af det, som filmskaberen kalder sin ‘Screen’-trilogi. Efter computerskærmen hen og tv’et er vi nu nået til pièce de résistance, nemlig biograflærredet med ‘Teenage Sex and Death at Camp Miasma’.

Den titulære Camp Miasma henviser til en populær slasher-franchise, der, som de fleste film i denne genre, bød på en virkelig god og original første film, hvorefter kvaliteten er dalet i takt med, at tallene i filmserien er blevet højere.

I bedste Hollywood-stil er det derfor blevet tid til en reboot. For at hindre backlash mod de slet skjulte transfobiske undertoner, der har været i filmene, har filmselskabet hyret den hypede indie-instruktør Kris Williams (Hannah Einbinder), som selv er queer.

Filmskaberen har en personlig forkærlighed for filmene, som har været en del af hele hendes liv. Især har hun en indædt fascination/besættelse af den originale films final girl, spillet af Billy Presley (Gillian Anderson).

Kris begiver sig afsted for at forsøge at overtale Billy til at medvirke i sin film og det bliver startskuddet til blodigt mesterværk, der mikser meta-fortælling, queer-analogi og eksistentialisme som munder ud i exceptionel filmkunst.

Jane Schoenbrun kan sin slasherfilmshistorie og ’Teenage Sex and Death at Camp Miasma’ trækker tydelig inspiration, på godt og ondt, fra flere klassikere, men især ’Friday the 13th’ og ’Sleepaway Camp’. Heldigvis er det mere homage end pastiche, den nærværende film fremstår snarer som et drama med slasher-tendenser fremfor rendyrket gys. Hvilket næppe kan overraske, da Schoenbruns tre tidligere horrorfilm alle har været præget af instruktørens distinkte stemme.

Her handler det om sex og om at turde stå ved det, man begærer og ønsker, selvom det kan virke virkelig skræmmende. Kris har en fantasi om at være en final girl, der bliver jagtet af morderen Little Death (Jack Haven) fra ’Camp Miasma’-filmene. Uden at røbe for meget, bliver den hede drøm meget livagtig i et sammensurium af absurd satire, hot hot hot romance og overdrevent blodbad. Sjovt og rørende på en og samme tid.

Gillian Anderson og Hannah Einbinder er sublime som filmens frontfigurer med en helt elektrisk kemi, der kunne holde en større metropol oplyst i flere årtier. Sjældent har to skuespillere været så perfekt matchet op med hinanden som her og det er forrygende.

Lige så er ’Teenage Sex and Death at Camp Miasma’s episke slashermoment, hvor Little Death myrder sig vej til sit mål i den første ’Camp Miasma’-film. Til tonerne af Counting Crows ’A Long December’ stikker og spidder han alt på sin vej med bloddryppende gusto. En teknisk perle af en scene, hvor kameraet af fastlåst på Little Deaths metalkassehoved. I få sekunder ser vi hans øjne, der nærmest vender det hvide ud af dem i en euforisk trancelignende tilstand. Et stærkt øjeblik og et blandt mange i Jane Schoenbruns fantastiske film.

’Teenage Death and Sex at Camp Miasma’ er Shoenbruns magnum opus, hvor alt går op i en højere enhed. Filmen er lettere at gå til end instruktørens forrige, men det betyder ikke, at der er gået på kompromis med ambitionsniveauet eller filmsproget. En mesterlig oplevelse fra en filmskaber og historiefortæller på toppen af sin karriere og i sandhed, en af de mest originale og interessante stemmer i filmverden – hvis ikke dén mest originale og interessante.