Det er svært at beskrive, men allerede efter få sekunder af Netflix’ thriller ‘Den hemmelige kvinde’ sidder jeg med en følelse af, at noget ikke er som det skal være.

Det pittoreske Norge, hvor Louise (Natalie Madueño) ejer en bedårende og driftig café, er som det skal være. Også hendes romance med journalisten Joachim (Pål Sverre Hagen) er som det skal være, men fra det øjeblik, at en dansk turist kalder Louise for Helene, knækker filmen.

Hun er tilsyneladende arving til et stort shippingfirma og hedder ikke Louise Andersen, men Helene Söderberg og er gift med Edmund (Claes Bang), der også arbejder i firmaet. Og så har de såmænd også et barn sammen.

Hun tager derfor til Danmark for at blive klogere på, hvem hun var og hvad for en familie hun har der. Men stadig med intentionen om at vende tilbage til Joachim, som selv går i gang med at grave i den bizarre sag.

Mit helt store problem med ‘Den hemmelige kvinde’ er, at alle karaktererne er usandsynligt dumme. Især myndighederne virker hjernedøde, godtroende og fraværende. Jeg ville nødigt være borger i det univers, som instruktør Barbara Topsøe-Rothenborg og medmanuskriptforfatter Anders August har kreeret ud fra Anna Ekbergs – aka A.J. Kazinski-duoen Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich – romanforlæg af samme navn. Opklaringsprocenten kan i hvert fald ikke være særlig høj.

Selvom det stinker langt væk, at noget skummelt er på færde, er forbavsende mange klar til at godtage forklaringen om, at Helene fik hukommelsestab som følge af et mislykket selvmord. Rige folk siger, at sådan er det, og så må det jo være sådan.

Stieg Larsson gjorde den del langt mere elegant i ‘Millennium’-trilogien, og Jussi Adler-Olsen ditto i ‘Afdeling Q’-bøgerne. Så hjælper det selvfølgelig ikke, at man vælger et så begrænset cast, at man ikke er i tvivl om, hvem der er skurk. Vejen til afsløringen er ikke tilstrækkelig overraskende eller tvivlsskabende, så man ved præcis, hvad det ender med. Og i en mystery-thriller er det ikke ønskværdigt.

Skuespillerne gør, hvad de kan. Madueño og Bang er en interessant konstellation, der med det rigtige manuskript ville kunne levere mindeværdige øjeblikke. Det sker desværre ikke her.

Pål Sverre Hagen er blandt kvotenordmændene, som er en del af prisen for den norske del af produktionen. I bogen bliver lokationerne holdt indenlands med eksotiske Christiansø og Silkeborg som primære steder for handlingen. Den slags går ikke udenlands, så vi får serveret de sædvanlige norske fjelde og kolde københavnske havnefacader, der signalerer big business og banditter i habitter en masse.

Det er den manglende overraskelse, der generer mig. ‘Den hemmelige kvinde’ er præcis som forventet: enormt forudsigelig, spændingsfattig og ikke tiden værd.