Vi befinder os i det herrens år 1862 på Færøerne.

Et smukt, indbydende og velkomment sted på en og samme tid. De lokale ernærer sig primært gennem fiskeri, men det forræderiske og oprørske Atlanterhav er en farefuld allieret. For nok forsyner det færingerne med fisk, men er også arena for voldsomme storme, der begærligt fortærer enhver, som begiver sig ud, når bølgerne går højt.

Den unge Baldur (Egor Venned) bor sammen med sin mor Ásla (en knugende god Sofia Nolsøe) i en lille landsby, hvor der ikke sker så meget.

Indtil Baldur redder den karismatiske hvalfanger Helge (Pilou Asbæk). Eller, han forsøger at redde ham, men det bliver i stedet omvendt. Under alle omstændigheder er alle uendeligt meget betaget af danskeren, hvis armbevægelser er lige så store, som de vilde historier, han glædeligt deler ud af.

Både mor og søn kigger begærligt på Helge, men han har kun øjne for en af dem: Baldur.

En hed affære spirer, men den bliver kort.

Helge skal videre og stævner ud med et skib. Som det selvfølgelig skal ske, forliser skibet i en storm, og ligene begynder at skylle i land. Inklusive Helge.

Men historien slutter ikke her.

For selvom Helge er blevet begravet, hjemsøger han Baldur om natten, hvor han med glubsk appetit suger og slikker den unge adonis’ blod i sig.

’No Rest for the Wicked’ er strengt talt ikke en vampyrfilm, men vi er skam i udødelig blodsuger-territorium.

Filmen er en løs adaptation af tyskeren Karl Heinrich Ulrichs’ roman ’Manor’, men det er i høj grad Rasmus Birch som manus-maestro og instruktør Kasper Kalle, der er de kreative bagmænd bag filmens historie.

Jeg har længe brokket mig over manglen på danske kvalitetshorrorfilm og med et ordentligt budget bag sig. Det får jeg med ’No Rest for the Wicked’, der flot viser præcis, hvad den her genre kan, når den bliver udført korrekt.

Der er en god portion bloddryppende og ordentligt skræmmende scener i ’No Rest for the Wicked’, men det er det menneskelige drama, der gør den til en ypperlig horrorfortælling. Alle personerne i filmen, også bikaraktererne, har noget, de længes efter. Noget, som gør livet værd at leve.

For Baldur bliver det Helge, og der er mere end bare kødeligt begær mellem dem.

Vampyrgenren har altid leget med seksualitet, hvor ”monsteret” gerne sætter tænderne i hvem end der nu lige krydser dens vej. Mand, kvinde, det betyder ikke noget. Har man en puls og varmt blod i årerne, er der få vampyrer, der skeler til køn.

Det er ikke ligefrem den mest subtile sex-allegori, men når det er gjort godt, som i nærværende film, kan det skabe mere end bare lækre billeder af to hotte mænd, der nyder hinanden.

Sex er indgangen, men det hele handler i realiteten om kærlighed. Den udødelige kærlighed, hvor man ikke kan leve uden hinanden. Den slags, man kun hører om i historier eller drømmer om.

’No Rest for the Wicked’ er sexet god gotisk vampyrhorror, som man skal være en virkelig kold skid for ikke at fælde en lille tåre over, når filmen slutter.

Egor Venned er fremragende som Baldur, hvis længsel efter en, der vil gengælde hans følelser og lyster, står malet i hans pittoreske ansigt. En afsindigt stærk spillefilmspræstation, som kun bliver desto mere imponerende, når stjerneskudet ikke at blegner over for Pilou Asbæk.

Skuespilleren er pt. den i landet, der har den mest interessante, alsidige og ikke mindst frygtløse karriere lige nu. Om det er store udenlandske serier som ’Game of Thrones’ og ’Foundation’ eller de danske ’Slangedræber’ og ’Den gode stemning’, er der ingen, som har ramt plet med så mange projekter og præstationer i streg som han har.

Med tilpas nedknappet skjorte og udsigt til brystbehåringen er Pilou Asbæk perfekt castet som den karismatiske turtlenecklækker sømand, som alle vil være venner med og knalde med. Samspillet med Egor Venned er stærkt, og denne danske ’Twilight’ for voksne er i sandhed en lækkerbisken for alle sanser.

Eminente Jacob Møller – en af landets allerbedste fotografer – indfanger den smukke og brutale natur, såvel som den betagende historie flot med sin linse. Og Hettarhers usandsynligt gode score, er hjemsøgende genialt.

Mit eneste anke er faktisk, at filmen er for kort.

Jeg kunne snildt have brugt et par timer i det dragende univers, som vi får i ’No Rest for the Wicked’, der overlegent beviser, hvorfor vi skal have mere horror i dansk film.