Det var egentlig ikke meningen, at vi skulle se ‘Coyote vs. Acme’. I hvert fald ikke, hvis det stod til Warner Bros. Discovery-chefen David Zaslav, en mand, der virker mere interesseret i at tjene mange og hurtige penge, frem for at berige verden med kunst.

Efter at WBD havde skrottet den færdigindspillede ‘Batgirl’-film for at kunne trække den fra i skat, gjorde man også det samme med ‘Coyote vs. Acme’.

Men her havde de griske pengefolk forregnet sig.

For folket krævede at se ‘Coyote vs. Acme’. Rygterne sagde også, at det her var en god film, modsat ‘Batgirl’, som ingen virkede til at ville kæmpe for.

Men kæmpe, det blev der for ‘Coyote vs. Acme’, og nok til, at man fra WBDs side var villig til at sælge den til en anden distributør.

Og det er derfor, at vi nu kan se, hvad al virvaret har drejet sig om.

Den ihærdige Wile E. Coyote har i adskillige årtier forsøgt at fange hurtigløberen Roadrunner med henblik på at æde fuglen. Men prærieulven har ikke haft succes med sit forehavende, ligegyldigt hvor mange dimser, den køber fra firmaet Acme. Intet virker, og den store jordgøg løber bogstaveligt talt om hjørner med det hungrende dyr.

Wile E. er dog ikke dum.

Han ser en reklame for den Saul Goodman-agtige advokat Kevin Avery (Will Forte), der lover guld, grønne skove og penge, hvis man er kommet til skade ved at bruge et af Acmes produkter. Det inspirerer ham til en ny snedig plan, og snart begiver han sig mod Albuquerque for at mødes med juristen.

Kevin er dog ikke just imponeret over Wile E.’s plan om at sagsøge Acme for alle de defekte produkter, som prærieulven har købt igennem tiden.

Den snedige Wile E. sørger dog for, at det alligevel sker, og da han ikke har tænkt sig at gå med til et forlig, er der ingen anden vej end rettens. Men Acme har ikke bare sådan lige tænkt sig at give op uden kamp, og firmaets hensynsløse advokat Buddy Crane (John Cena) har masser af svinske tricks i ærmet.

At der ville være grin fra start til slut i ‘Coyote vs. Acme’, var jeg ikke i tvivl om.

Både Forte og Cena er eminente komedieskuespillere, og præmissen, som er baseret på Ian Fraziers 1990-artikel i The New Yorker, er så langt ude, at det kun kunne blive sjovt.

Universet bliver ikke unødigt forklaret. Mennesker og tegneseriefigurer lever side om side, og sådan er det bare. Lidt à la ‘Who Framed Roger Rabbit’, bare mere fjollet.

Instruktør Dave Green og manuskriptforfatter Samy Burch har en god forståelse for kildematerialet og for, hvordan og hvornår de forskellige tegneseriefigurer skal bruges. Stærkest er dog den uventede dramatiske kant til filmen, der kommer i den sidste del.

Når man har in mente, at Burch også skrev manuskriptet til Todd Haynes’ ‘May December’, giver den fine følelsesmæssige kant god mening.

‘Coyote vs. Acme’ er en stærk film, der kender sin besøgelsestid og ikke trækker historien længere ud, end den kan tåle. Will Forte er rigtig god som den småsleske advokat, der har trukket en beskyttende skal over sig, så der ikke er noget, som kan såre ham. Indtil han pludselig bliver tilstrækkelig indigneret over, hvordan Wile E. bliver behandlet.

Prærieulven har i øvrigt aldrig været skildret mere interessant og kan nu sættes i samme kategori som de allerbedste tavse animerede figurer som Gromit og Feather McGraw.

Jeg glæder mig til at se den sjove og rørende film igen og igen. Især nu, hvor den på pudsig profetisk vis nærmest forudså i handlingen, hvad ‘Coyote vs. Acme’ selv ville komme ud for i forbindelse med WBDs bizarre ageren.

Og så er det en virkelig god og underholdende film, der godt kunne gå hen og få klassikerstatus.