Det er en hård overskrift.

Især mod en dansk serie, som der trods alt er større chance for at finde vej til dem, der har lavet serien end hvis der var tale om en udenlandsk.

Men jeg har faktisk sjældent været så tæt på at slukke for en serie, som jeg var med ’Rivalerne’.

Når man kigger på rollelisten, burde det egentlig være en umulighed.

Med Johanne Louise Schmidt, Jens Albinus og Lars Mikkelsen som fronttrio for dramaserien, burde det være en must see-serie. Og de tre gør da også det, man kunne forvente af dem.

Johanne Louise Schmidt bringer god idealistisk ild til biologen Karen, der vil genåbne et å-løb, og Jens Albinus er fint underspillende som københavnerjournalisten Robert, som er kommet til provinsen for at optrevle en hidtil ukendt hemmelighed i sin familie, samtidig med, at han skulle starte et nyt job, der hurtigt viser sig ikke længere at være til rådighed.

Og så er der pt. ingen bedre end Lars Mikkelsen til at spille en dualistisk skurk, der, bedst som man tror, at han er god nok, laver en lille nederdrægtighed, så man ikke er i tvivl om, at han er et smådumt svin inderst inde.

Men, og det er et af de store, det kræver en tilstrækkelig spændende og medrivende historie, og ikke mindst, karakterer som man har lyst til at følge til dørs.

Det får vi ikke i ’Rivalerne’.

Hele polemikken omkring åen og hvorvidt den skal genetableres, bliver hurtigt ret irrelevant. I stedet drejes fokus over på karaktererne, hvor tiden virker til at stå i stampe. Jeg savnede i hvert fald noget væsentlig fremdrift i de tre afsnit, som anmeldere har fået stillet til rådighed.

Handling behøves selvfølgelig ikke at foregå i et afsindigt tempo, men så skal miljøet og menneskerne deri eddermane være så nuancerede og fængende, at man glemmer tiden. Og tiden er man desværre alt for bevidst om i ’Rivalerne’.

Foromtalen til serien hævder, at der er et fængslende mysterium, men jeg er endnu ikke stødt på det.

I stedet studsede jeg over, hvor kedeligt det er lykkedes at skildre nærmiljøet i byen Elverkilde. Det fremstår som en provinskarikatur fremtænkt af nogens forestilling om, hvad der sker i provinsen. Og som en der har boet der, er det ikke altid meget, men det er gudhjælpemig mere sindsoprivende end det i ’Rivalerne’.

Og så er serien skabt således, at ingen skal være i tvivl om, hvad de skal føle i hvert eneste sekund. Ikke på den raffinerede facon, hvor alle filmiske virkemidler går op i en højere enhed. Nej, det er snarere gumpetung eksposition og en alt for insisterende underlægningsmusik, der brutalt dikterer seerens følelser i den pågældende scene.

’Rivalerne’ rammer ikke den vanlige standard, vi er blevet vant til, når det kommer til dansk drama. I stedet er vi vidner til en flot pastiche af, hvordan en god serie ville tage sig ud i 2026.

Alle enkeltdelene til en succes er der, men af uransagelige årsager fungerer de ikke, når de bliver sat sammen. Måske er det efterdønningerne af det forfærdelige arbejdsmiljø og dertilhørende ledelseskultur, der eksisterede hos TV 2 Fiktion under den tidligere Mette Nelunds regime.

Et miljø, der blev kritiseret kraftigt af både Danske Dramatikere og Danske Filminstruktører.

Eller måske er ’Rivalerne’ slet og ret en uinspirerende serie helt på sine egne meritter.