Første sæson af ’Mobland’ efterlod en med pudsig smag i munden.
Selvom Guy Ritchie sad i instruktørstolen, var vi langt fra hans karakteristiske gangsterkomedie, som han var bannerfører for omkring årtusindeskiftet og pt. viderefører på Netflix med stor bravur i ’The Gentlemen’.
Og når det kom til action- og voldscenerne, lignede det noget fra Gareth Evans hyper-vold-gangster-epos ’Gangs of London’, bare uden den series overrumplende opfindsomhed og flair.
Har serieskaber Ronan Bennett, der stod bag den eminente ’Top Boy’, så fået bedre styr på det nu?
Både og.
Om det bliver en dramaserie, er jeg endnu ikke helt sikker på. Men ’Mobland’ er eddermame underholdende på en herlig overdreven soap-agtig facon, der virkelig klæder det meget teatralske gangsterunivers.
Omdrejningspunktet er stadig gangsterfamilien Harrigan, hvor patriarken Conrad (Pierce Brosnan) stadig styrer gesjæften. Der er dog stadig problemer, ikke mindst sønnen Kevin (Paddy Considine) laver handler uden papas viden.
Det kan jo snildt tolkes som uro i familien, og den slags er lige noget for opportunistiske typer, der vil til tops i gangsterverden.
Heriblandt Kat McAllister (Janet McTeer), den lokale kartelforbindelse, som gerne vil fingre i Harrigan-familiens lukrative forbindelser. Og da den pensionerede politimand Tattersall (Toby Jones), som en anden Kaptajn Ahab, indædt forsøger at nedkæmpe familien som en hvid hval, bliver han brugt som mellemled til at finde den helt rigtige bøddel.
’Villain of the season’ er Frankie spillet superbt af Johnny Flynn. Der er helt klart noget Joker-kaos-energi over ham, uden at det fremstår som en parodi eller pastiche. Opsigtsvækkende og fascinerende, præcis den slags karakter enhver spændingsserie har brug for til at tilføje noget uforudsigelighed og tvivl om, hvorvidt alle hovedpersonerne kommer til at slippe levende fra mødet med ham.
Og så er der naturligvis fixeren Harry (Tom Hardy). Mr. Cool, der sørger for, at Harrigan-familien ikke bliver fuldstændig rendt over ende af alle udfordrere. Det er en klassisk Tom Hardy-rolle, som Tom Hardy gør rigtig fint, uden at den kommer til at figurere på en top-10 over skuespillerens bedste præstationer.
Så er der lidt mere schwung over Helen Mirren, der, sammen med Pierce Brosnan, har fået frit lejde til at portrættere deres figurer så loco som muligt. Det er soapy på den helt rigtige måde, og det er kun derfor, at et små-incestuøst øjeblik mellem Mirrens karakter Maeve og en af Conrads børn fungerer. Det hele er så overdrevent, at det tabu selvfølgelig også skal teases.
Der er så mange intriger i ’Mobland’, at serien vitterligt er gangster-soap, og det virker, som om Ronan Bennett og showrunner Jez Butterworth også er bevidst om det.
Desværre er der kun blevet frigivet fire ud af sæsonens 10 afsnit til anmeldere, men jeg har en fornemmelse af, at anden sæson af ’Mobland’ bliver bedre end den første. Jeg glæder mig i hvert fald til at se de resterende seks afsnit og så, om ikke der bliver skruet endnu en tak op for galskaben.