Jeg er flere gange blevet spurgt om, hvordan det at blive far har påvirket min måde at se film på. Kan jeg for eksempel stadig se film, hvor børn bliver udsat for fare eller har det ubehageligt på den ene eller den anden måde?

Svaret er selvfølgelig ja, det kan jeg godt.

Men det er gået op for mig, at nogle følelser helt klart bliver forstærket.

Jeg kan for eksempel godt sætte mig ind i, hvorfor mødrene i ’Dobbeltfejl’ vil gøre alt, hvad der står i deres magt, og mere til, for at sikre, at deres børn ikke lider overlast. Også selvom de har gjort noget virkelig forfærdeligt. Der er meget få grænser for, hvor langt man vil gå for at beskytte sit barn.

Det er i hvert fald det indtryk, man får af Anne Sofie (Sidse Babett Knudsen).

Hun er succesfuld ejendomsmægler i en københavnsk forstad (tænk Holte eller noget i den dur) og et tidligere tennis-wunderkind, der nu pacer sin søn Frederik (Viktor Garrison) frem mod storhed. Det er ren Piotr Wozniacki, bare lidt mere intenst.

Til en træning opdager de et nyt serve-es i klubben. Niels Christian (Julian Brix), også kaldet NC, er lige flyttet til byen med sin mor og er både større, stærkere og mere determineret end Frederik.

Drengene mødes senere til en fest på skolen, hvor de går og deres mødre også er med. NCs mor, Ulrikke (Asta Kamma August), er yngre end de fleste andre og modtager rigeligt med småmisundelige blikke og kommentarer fra de andre.

Anne Sofie er stedets ukronede dronning, og hendes bedste ven er gymnasieveninden Sara (Sofie Gråbøl), hvis søn Oskar (August Mjelva-Aaen) går en klasse under de to andre drenge. Han er lidt af en enspænder, med interesser, som ikke er helt i trit med resten af sin årgang. Han leger hellere med Lego og passer sig selv end at ville være en del af det fællesskab, der er vokset fra ham.

Derfor beder Anne Sofie Frederik og NC om at tage ham med, da de smutter fra skolen.

Dagen efter er Oskar ked af det. Detaljerne er svære at få ud af ham, men det korte af det lange er, at han er blevet udsat for et seksuelt overgreb af en eller begge drenge. En uhyrlig forbrydelse, som gør, at hver mor gør alt for at beskytte sit barn fra enten yderligere overgreb eller flere anklager.

Især Anne Sofie har ikke tænkt sig at lade anklagerne mod Frederik stå uimodsagt og lancere en modoffensiv, hvor intet trick er for fejt og de mest privilegerede og fortrolige oplysninger er tungt skyts i kampen for at rense sit barn.

Filmen er baseret på Anne Mette Kirks bog af samme navn og instrueret af ’Skruk’-skaberen Amalie Næsby Fick efter ægteparret Sara Isabella Jønsson og Nikolaj Arcels manuskript.

Langt hen ad vejen er det et fascinerende Sidse Babett-show, hvor skuespilleren fremviser, at der er ingen i det danske land, der kan spille indigneret og rasende som hende. Hun er skræmmende på den helt rigtige måde, men også skrøbelig, når karakteren kræver det.

Scenerne med urkraften Sofie Gråbøl er filmens stærkeste, og de to stjerner funkler i filmen. Fronterne bliver skarpere og skarpere trukket op, og man frygter, at det skal udvikle sig fysisk.

Tonen i ’Dobbeltfejl’ er selvsagt gravalvorlig, på nær når det kommer til Thomas Hwangs kluntede skoleinspektør Daniel Kaufman. Han er konfliktsky som få og har et usædvanligt godt blik for singlemødrene på skolen, som han meget gerne vil hjælpe med alt, hvad de kunne tænke sig og mere til.

At bruge ham som effektiv comic relief er godt set, da det ellers ville være hårdt at komme igennem den barske dramafilm. Der er et par elementer, som fremstår uudfoldet, herunder et sportsmiljø, der fremmer toksisk maskulinitet. Vi er i periferien af ’Adolescence’, uden dog at komme helt op i de mesterlige højder.

Det ændrer dog ikke på, at ’Dobbeltfejl’ står som et usædvanligt stærkt drama, båret af vanvittigt gode skuespilpræstationer fra fronttrioen Sidse Babett Knudsen, Sofie Gråbøl og Asta Kamma August samt de tre unge skuespillere.

Den sidste halvdel af filmen er uafrystelig god og giver meget stof til eftertanke. Især som forholdsvis nybagt forældre.