Det er ikke fordi der mangler dygtige folk til Netflix’ nyeste true crime biopic.

Med Janus Metz som instruktør var der umiddelbart god garanti for intensitet og spænding i ’Unabomber’, og med Russell Crowe, Shailene Woodley og Jacob Tremblay i front for skuespillerne var der heller ikke mangel på talent på den front.

Men filmen har et stort og graverende problem: den er ikke spændende.

’Unabomber’ er vitterligt som at se en Wikipedia-side bliver filmatiseret.

Forstået på den måde, at filmen er fyldt med highlights fra jagten på den infamøse bombemand Ted Kaczynski, der skabte rædsel i USA i tæt på to årtier.

Og så bliver der gættet på, hvad der har været med til at forme den følelseskolde gerningsmand. Specifikt hans deltagelse i nogle psykologieksperimenter på Harvard-universitetet, hvor han studerede matematik som bare 16-årig.

Eksperimentet var under ledelse af den kendte psykolog Henry Murray og havde blandt andet til formål at kortlægge, hvad der skete, når unge mænd blev udsat for ekstrem stress. Ville de knække eller forsøge at kæmpe sig vej ud af situationen?

’Unabomber’ veksler imellem den sidste del af jagten på Kaczynski og så tiden på Harvard.

Med en spilletid på lige knap halvanden time går det huhej hurtigt fra start til slut. Også mere end nødvendigt.

Vi har efterhånden fået et utal af true crime-dokumentarer omkring Unabomber og hans hærgen som aktiv bombemand fra 70’erne og op i 90’erne. Inklusive ’Unabomber: In His Own Words’, en dokumentarserie i fire dele, der kan ses hos netop Netflix.

Og fiktionsserien ’Manhunt’ brugte hele anden sæson på at skildre jagten på Ted Kaczynski, så vi er ude i velkendt territorium. Ikke en nem opgave for Janus Metz, og det virker da også som om Netflix har dikteret, at det færdige resultat ikke måtte være meget længere end 90 minutter, og nå ja, så skulle pointerne fra Alston Chases bog ’Harvard and the Unabomber: The Education of an American Terrorist’ flettes ind.

Rent guf for konspirationsteoretikere, der mener, at den amerikanske regering – i dette tilfælde CIA – har udført hemmelige forsøg på civilbefolkningen.

Ingen af delene er spændende.

Som allerede nævnt er jagten på Ted Kaczynski skildret flere gange, og derfor lever og ånder ’Unabomber’ med, at Harvard-delen ikke er spændende.

Selvom skuespillerne gør hvad de kan, er der ikke rigtigt noget at komme efter. Jacob Tremblay rammer fint en stemme i overgang hos den generte Kaczynski og kører den fint hjem med en stoisk præstation. Russell Crowe er Russell Crowe i en rolle, der ikke kræver meget af den ellers dygtige skuespiller.

For en film, der burde høre til i spændingsfilmkategorien, er det forbløffende, hvor lidt man sidder ude på kanten af sædet. Historien er så hæmmet af faktuelle begivenheder, at spekulationerne om, hvad der mon er sket i fortiden, stikker ucharmerende ud som værende en manuskriptforfatters kluntede påfund.

’Unabomber’ er desværre ikke tiden værd, hverken som spændingsfilm, dramafilm eller true crime. Der er bedre og mere dybdegående titler at give sig i kast med og som tilføjer den baggrundshistorie og nuancer, som den nærværende film mangler. Den er en pamflet af den opsigtsvækkende og fascinerende historie om Ted Kaczynski, der gik fra at være matematikprofessor til at være Amerikas mareridt med sin årtierlange terrorisme