Det er et af den slags team-ups, man bare ikke kan lade være med at have store forventninger til.
Foran kameraet finder vi megastjernen Tom Cruise. En skuespiller, der takket være sin enigmatiske personlighed, dødsforagt og fremragende PR-arbejde er blevet et ikon, der har transcenderet sit métier og nu er en popkulturel institution.
Bag kameraet er Alejandro González Iñárritu, en af de mest markante filmskabere i dette årtusinde, som bragede ind på scenen med den fantastiske debut ‘Amores perros’. I 2010’erne satte han den hidtidige krone på karrieren med et-to-kombinationen ‘Birdman’ og ‘The Revenant’ i henholdsvis 2014 og 2015.
Siden da har det været svært for Iñárritu.
‘Bardo’, der skulle have været det store comeback, var en slem skuffelse.
Derfor er der forståeligt nok både mange forventninger til Cruises og Iñárritus nye film.
Lever ‘Digger’ så op til dem?
Svaret er desværre nej.
Helt præcist hvorfor filmen ikke fungerer, er svært at forklare på nuværende tidspunkt. Der er både en heftig NDA i spil og en kraftig opfordring fra filmskaberne om ikke at spoile handlingen for publikum.
Men jeg tør godt sige, at ‘Digger’ på ingen måde er, som den ser ud til.
Traileren lover en skarpslebet politisk satire i bedste Adam McKay- og sågar Armando Iannucci-stil. Iñárritu rammer dog på ingen måde de to førnævntes topniveau, men der er et klart slægtskab med McKays katastrofefilm ‘Don’t Look Up’, der også lovede guld og grønne satiriske skove med en svulmende stjernecast ledt an af Leonardo DiCaprio.
Realiteten var dog en gevaldig langgaber, hvis moralske prædikener blev leveret lige så subtilt som en mukkert lige mellem øjnene.
Det samme gør sig gældende for ‘Digger’. Tom Cruise er den titulære oliemilliardær Digger Rockwell. Han har nået en position i verden, hvor han kan gøre næsten lige hvad han vil uden konsekvenser.
Lige indtil hans olieboringer i Grønland bringer verdens ve og vel på katastrofekurs. Tsunamier og oversvømmelser truer, og den amerikanske præsident Compson (John Goodman) og resten af hans patriarkalske kabinet er tilpas inkompetente til ikke at komme på en god idé til at forhindre menneskehedens endeligt.
Det har den bombastiske Digger dog ikke tænkt sig at lade ske, da han er alt for glad for den magt og rigdom, han har skaffet sig igennem tiden.
Tom Cruise giver den fuld gas og mere til i rollen som Digger, der bliver mere karikatur end karakter. Men det er pudsigt nok også, hvad rollen kræver, og derfor må det være op til den enkelte publikummer, om Cruises præstation er gal eller genial.
Tænk Frank T.J. Mackey fra ‘Magnolia’ kombineret med Les Grossman fra ‘Tropic Thunder’, om muligt bare mere overdrevet. Det er så overdrevent teatralsk, at det næsten ikke er til at holde ud. Men også vanvittigt dragende og fascinerende.
Men ‘Digger’ som film er ikke særligt imponerende.
Det teatralske skær fra Cruises karakter går igen i resten af filmen, og det fungerer ikke. Som teaterstykke havde ‘Digger’ været en sindssyg oplevelse, men som film er den tæt på uudholdelig.
‘Digger’ er en af den slags film, folk enten kommer til at elske eller hade. Men der vil være en konsensus om, at Tom Cruise leverer en vild og vanvittig præstation. Om den er gal eller genial, det er jeg stadig i tvivl om. Men jeg hælder til det sidste. Bare en skam, at resten af filmen ikke lever op til den.