Jeg har hverken læst John Steinbecks roman ’East of Eden’ eller set Elia Kazans filmatiseringer af den.
Det sidste kunne betragtes som en dødssynd blandt cineaster, der måler viden gennem Letterboxd, men omvendt har det gjort, at jeg har kunnet se Zoe Kazans Netflix-adaptation af Steinbecks roman, uden at have noget forudgående viden.
En blank slate, præcis sådan som det skal være for at kunne nyde et værk fuldt ud.
Og det er eddermame en nydelse at se Kazans miniserie, der er en kærkommen reminder om, at Netflix også laver kvalitetsserier af virkelig højt niveau.
Den episke miniseriens syv afsnit er alle skrevet af Zoe Kazan alene, på nær ét, som er skrevet sammen med forfatteren Alexander Chee. ’Top of the Lake’- og ’Lion’-instruktøren Garth Davis instruerer de fire første afsnit, mens ’Mustang’- og ’Lady Chatterley’s Lover’-instruktøren Laure de Clermont-Tonnerre styrer de sidste tre.
Kazan er showrunner sammen med Jeb Stuart, hvis CV blandt andet tæller manuskripterne til ’Die Hard’ og ’The Fugitive’ samt rollerne som serieskaber og showrunner på ’Vikings: Valhalla’.
Duoen er i øvrigt annonceret som serieskabere og showrunnere på endnu en Netflix-adaptation af en af de store amerikanske romanklenodier, westerneposset ’Lonesome Dove’.
Og med tanke på, hvilket eminent arbejde de har gjort med ’East of Eden’, har vi noget stort i vente.
Den aktuelle serie handler om familien Trask, som vi følger igennem to generationer.
Vi lægger ud med halvbrødrene Adam og Charles, der har et had-/kærlighedsforhold til hinanden, med overvægt af had. Primært takket være deres noget så usympatiske far Cyrus (Tracy Letts), der ikke tøver med at gøre alle opmærksomme på, hvem der er hans favorit.
Da Adam (Christopher Abbott) og Charles (Mike Faist) er voksne og faren død, ser det endelig ud til, at de bliver gode venner. Indtil en kvinde kommer ind i deres liv.
Eller rettere sagt, Cathy (Florence Pugh) kravler på dødens rand op til deres dør og med noget nær sidste åndedræt tigger om hjælp.
Da hun er kommet til sig selv, frier Adam til hende for at beskytte hende mod alverdens ondskab, og de flytter til Californien. Ægteskabet er dog ikke noget for Cathy, og hun forlader ham og deres to spæde tvillingedrenge.
I stedet slår hun sig ned i en nærliggende by under navnet Kate på et bordel, hvor hun dog ikke slår sig til tåls med bare at være en af etablissementets mange sexarbejdere.
Alt imens synker Adam ned i depression, og kun takket være hushjælpen Lee (Hoon Lee) og naboen Samuel Hamilton (Ciarán Hinds) går han ikke helt i hundene, og tvillingedrengene Caleb (Joseph Zada) og Aron (Joe Anders) dør ikke af omsorgssvigt.
Men dermed ikke sagt, at fremtiden er fuldstændig smertefri og ligetil.
Det er en forbandet hård og hjerteskærende historie, Zoe Kazan fortæller med ’East of Eden’. Der er hjertevarme og håbefulde øjeblikke, men de bliver flankeret af brutale stunder, der former karaktererne på nådesløs vis.
Især Cathys historie og story arc er en, som både går direkte i hjertekulen og frembringer chok og vrede. Fra at være blevet misbrugt fra barnsben vokser hun op til at være en benhård overlever, der ikke er bleg for at udnytte hvem det skal være, for at komme frem i livet, og ringeagten for hankøn bliver kun mere og mere indædt, efterhånden som afsnittene skrider frem. Og med god grund.
Zoe Kazan ville netop udfolde denne karakter i forhold til forlægget, og resultatet er en voldsomt fascinerende figur, der er lige dele antihelt og skurk, og som er gestaltet fremragende af Florence Pugh.
Det er en masterclass i skuespil, som understreger, hvorfor Pugh er en af sin generations allerbedste skuespillere.
Skuespillet i ’East of Eden’ er i det hele taget af meget højt niveau, men især hvis jeg kun skal fremhæve én til, er der ingen tvivl om, at det er Hoon Lee.
Den gravitas, han bringer til hushjælpen Lee, er mageløs, og det samme gælder hans perfekte repliklevering, hvor man sidder og hænger på hver eneste stavelse, han ytrer. I et univers af mange tvivlsomme mandlige karakterer er Lee-figuren en skøn non-toxic person. Han er den faderfigur, som alle de andre figurer higer efter at have i deres liv, men som er en mangelvare i den kyniske udnytterverden, hvor de fleste kun gør ting, hvis de får noget ud af det.
Med tanke på de efterhånden utallige brutale westernserier, som streamingtjenesterne har spyttet ud i de senere år, understreger Zoe Kazan med ’East of Eden’, at man ikke behøver at have en hulens masse eksplicit vold, for at give publikum ubehag.
Er karaktererne velskrevne og nuancerede, føler vi deres opture og nedture. Og det gør jeg med familien Trask og alle de andre i ’East of Eden’.