Min mormor havde en gård, hvor der hver sensommer skulle høstes. Jeg var ikke gammel nok til aktivt at kunne bidrage med noget konstruktivt, men det var alligevel ret fedt at være med.

Især at køre med i traktoren, når den skulle ud at hente korn fra mejetærskeren. Den turde jeg ikke køre med. Den larmede og var ordentlig noieren, selv når den holdt stille inde i den store lade, hvor den stod det meste af året. På nær når det var høsttid.

Min interesse for DR’s dramaserie ’Høst’ rækker derfor ud over bare anmelderi. Der er et nostalgisk islæt forbundet med den, som jeg ikke kan undsige mig, og som også påvirker, hvordan jeg måler og vejer den.

Der er sket meget teknologisk fremskridt siden dengang i slutningen af 1980’erne og starten af 90’erne, hvor jeg fik lov til at sidde med i førerhuset.

Storbonden Gorm (Lars Brygmann) fylder rundt, og det forventes, at han i den forbindelse vil overdrage ansvaret for driften af familiegården Feldumgaard til sin førstefødte, Erik (Elliott Crosset Hove).

Derfor er alle spændte på det store gilde, hvor også søster Astrid (Katrine Greis-Rosenthal), der er lærer, og brormand Thomas (Simon Bennebjerg), som også bor på gården med sin familie, er med.

Festen er den mest anspændte affære i dansk fiktion, siden Thomas Vinterbergs ’Festen’. Erik og hans kone Katrine (Helene Reingaard Neumann) sidder på nåle og kan ikke forstå, at Gorm ikke annoncerer skiftet, og længere nede ad et af langbordene sidder Pernille (Marie Dalsgaard) og raser. Hun er gift med Jens (Joachim Fjelstrup), der i tidernes morgen var kæreste med Astrid, som gav sin gamle flamme et godt, langt kram, da de mødtes til festen.

Og så falder bomben.

Gorm udnævner Astrid til sin arvtager, og Erik stormer rasende ud.

Første afsnit af Martin Zandvliets serie, som han har instrueret samtlige syv afsnit af og er hovedforfatter på, er suverænt det bedste.

Det fanger perfekt den landlige stemning, hvor man andægtigt kommer til selskab hos den lokale storbonde, der holder hof. Feldumgaard minder mere om et gods end en typisk dansk bondegård, og derfor er der lidt flere tjenestefolk – som dog kommer og går afhængigt af, om der er fest eller ej – end man ellers ser nu om dage.

Vi følger Astrids nye hverv som bonde frem til den vitale høst, der afgør, om gården kommer ud med et overskud for året eller ej. Det er slow-tv, når det er både bedst og værst.

Bedst, fordi det er op til skuespillerne at fastholde spændingen i en serie, hvor regnvejr er den allerstørste antagonist. Skuespillet er også fremragende, hvor især de tre voksne børn, Katrine Greis-Rosenthal, Elliott Crosset Hove og Simon Bennebjerg, har masser af gode scener sammen.

Problemet med ’Høst’ er, at der ikke rigtig sker noget. Serien kører meget i tomgang omkring søskendekonflikten samt en familieskam, som ikke har den nødvendige pondus til, at man bliver rigtig revet med.

Det er et stille hverdagsdrama, og selv om det foregår på en stor gård og i et landbrugssamfund, hvor der bliver talt meget om, at man altid har hjulpet hinanden, er det forbløffende, hvor få karakterer der medvirker i serien.

Det bliver lidt for gumpetungt og forudsigeligt. Ikke at det ikke kan være dramatisk, når en flok køer forsvinder i nattens mulm og mørke, men det må ikke være blandt en series spændingsmæssige højdepunkter, når det bliver forløst så roligt, som det gør i ’Høst’.

Jeg håber, at en eventuel anden sæson kan finpudse ’Høst’, så den står som en helt skarpslebet dramaserie. Her i første sæson er der tilløb til noget interessant, men det bliver kun til lige ved og næsten.