Na Hong-jin er en af de få filmmagere, der stadig ikke har lavet en dårlig film i karrieren. Debutfilmen ’The Chaser’ er en fed seriemorderthriller, der får ’Seven’ til at ligne en hyggelig børnefilm, og efterfølgeren ’The Yellow Sea’ er en pulserende actionthriller, der fastholder en i åndeløs spænding fra start til slut.
Hans magnum opus, ’The Wailing’, er en overraskende overnaturlig horrorfilm, hvor temaet om det årtier lange had mellem koreanere og japanere blev brugt til at fortælle en historie om en dæmon, der får sine ofre til at myrde deres familier.
Alle tre er af den slags, som andre filmskabere ville sælge deres sjæl for at have på CV’et, så når Na Hong-jin er ophavsmand til dem alle sammen, vidner det om, at vi har at gøre med en helt særlig kreativ sjæl.
Det sætter også forventningerne til hans aktuelle film, ’Hope’, helt op på det allerhøjeste niveau.
Og den første time af Na Hong-jins fremragende science fiction-film er også fuldstændig fantastisk.
I den lille by Hope Harbor, lige i nærheden af den koreanske demilitariserede zone ved grænsen mellem Sydkorea og Nordkorea, er Ko Bum-seok (Hwang Jung-min) politichef.
Der sker normalt ikke særlig meget, udover lidt krybskytteri, men i dag er det anderledes.
Hans fætter Ko Sung-ki (Zo In-sung) beder ham om at komme lidt uden for byen, hvor han og hans venner har fundet en død tyr. Det i sig selv er ikke umiddelbart underligt, men de dybe klomærker i dyret er meget underlige.
Sung-ki forsøger sammen med jægervennerne at spore udyret og finder hurtigt frem til, hvor tyren kom fra. Gården er fuldstændig raseret, og det eneste, de finder af bonden, er en afrevet arm. De begiver sig mod den nærliggende skov for at jage det ukendte dyr.
Imens er Bum-seok vendt tilbage til Hope Harbor, hvor et monster er i gang med at smadre byen og slagte alle, der kommer i vejen for det.
Godt og vel hele den første time følger Bum-seok, mens han er lige i hælene på monsteret, og vi får det først at se samtidig med, at han gør det.
’Hope’ er en god kombination af action, sci-fi, komedie og storladent drama, som på en eller anden bizar måde fungerer noget nær perfekt sammen.
Der er slapstick, når de forskellige beboere i byen fræser afsted med den ene store gun efter den anden og prøver at nakke monsteret, mens Bum-seok lige skal finde sit heltemod. En af hans underordnede, rookien Sung-ae (Jung Ho-yeon), er en herlig fandenivoldsk karakter, der bliver introduceret ved, at hun kommer fræsende i en politibil, laver en håndbremsevending og stiger ud med det største automatvåben i filmen, som hun kyndigt bruger med eksplosiv bravur.
Det er ren Michael Bay, og Na Hong-jin har også en sekvens, der helt klart er en hyldest til actionmesterens ’Transformers’-film. ’Get Out’-komponisten Michael Abels’ eminente score emmer flot af action og sci-fi med en snert af horror, hvilket er med til at holde pulsen på max hele tiden.
Og Hong Kyung-pyos blændende billeder indfanger kaosset i byen og den smukke uhygge i skoven smukt, med, som tidligere nævnt, fine visuelle hyldester til action- og sci-fi-klassikere.
At ’Hope’ ville være en god film, er ikke overraskende. Men at Na Hong-jin til slut ligefrem teaser en om muligt mere ambitiøs film i fremtiden, eller en alternativ version af denne, er fuldstændig genialt.
Skal vi til at have #NaCut til at trende? Er det her den definitive version? Jeg har mange spørgsmål til slutningen, og de kommer alle af lysten til at se mere.
Na Hong-jin har gjort det umulige og lavet fire vaskeægte moderne klassikere med sine første fire film i karrieren. Det er meget få filmskabere, man kan sige det om, og jeg glæder mig til at nærstudere ’Hope’ efter spor på, hvad det egentlig er for en historie, han vil fortælle.