Jeg troede umiddelbart, at jeg havde luret, hvilken slags serie ’Crystal Lake’ ville være. En rimelig ligetil prequel omhandlende Pamela Voorhees (Linda Cardellini), før hun gik amok i den første ’Fredag d. 13.’-film og tog hævn over de sexgale, narkopåvirkede teenagere, som havde mere travlt med at knalde end at holde øje med hendes elskede Jason, som druknede i den titulære sø.
Men serieskaber og showrunner Brad Caleb Kane har heldigvis haft større ambitioner end bare det.
’Crystal Lake’ starter med et flashforward, hvor vi ser Pamela pille en tand ud af sine knoer, mens hun står fuldstændig gennemsølet af blod foran et spejl i et badeværelse.
Hvad er der sket?
Hvis tand er det?
Jeg hader normalt flashforwards, fordi det er den mest fortærskede fortællemekanisme på tværs af film og serier, men her fungerer det rent faktisk.
Vi springer ni måneder tilbage i tiden, og det er pudsigt nok den skæbnesvangre dag, hvor Jason (Callum Vinson) dør. Udover sit abnormt store hoved er han faktisk en helt almindelig sød knægt, og det trækker sgu lidt i hjertestrengene, da han plasker forgæves ude i vandet.
Herefter bliver det fint skildret, hvordan Pamela er tynget af sorg og har svært ved at acceptere, at sønnen er død – og er han egentlig det?
Da to ukendte mænd dukker op og siger, at de er fra politiet og gerne vil have Pamela med til at identificere Jasons lig, er der noget uldent ved det hele.
Efter en superbrutal og herligt blodig fight ligger de to mænd døde i hendes hjem. Hvem var de, og hvem arbejdede de for? Og hvordan er Pamela pludselig blevet sådan en badass, der uden problemer nakker to store brød?
Ja tak, det er en alternativ indgang til ellers velkendt materiale, der giver ’Crystal Lake’ sin eksistensberettigelse.
Efterhånden om de otte afsnit forløber, smider Kane den ene overraskelse efter den anden ud til publikum. Stemningen er stærk, og der bliver ikke sparet på de blodige effekter, hvor blodbudgettet er blevet brugt godt og grundigt.
Udover Pamela følger vi også sheriffen Levon Brooks (William Catlett), der har et crush på hende, og hans journalistsøster Briana (Devin Kessler), som begynder at grave i sagen. Og så er der den unge pige Grace (Gwendolyn Sundstrom), et af de få børn, der var venlige mod Jason.
Hendes udvikling er fascinerende at følge, og det går langsomt op for en, at hun måske ikke er helt, som det ser ud til.
Det er få serieskabere, der formår at lave en spændende horrordramaserie. Men det kan måske ikke undre, at Brad Caleb Kane har fået meget frie hænder til at lave præcis det, han vil, når A24 er produktionsselskab.
Resultatet er en serie, der skæver til horror, drama og coming-of-age, uden at noget af det fremstår kluntet. Og som vi har set de senere år, er Linda Cardellini en fantastisk urkraft af en skuespiller og gør det blændende i hovedrollen.
’Crystal Lake’ er bedre end forventet, ikke mindst takket være Cardellini og en spot on-stemning, hvor det er en fryd for eksempel, når de lokale sidder i en diner og sladrer om stort og småt. Skøn lille detalje, der er med til at gøre oplevelsen af serien så meget bedre.
Og så er det svært ikke at blive begejstret, når der er visuelle cues til ’Fredag d. 13.’-filmene, uden at det fremstår som fanservice. Men det er virkelig fedt, og det opsummerer meget godt ’Crystal Lake’: Den er meget fed.