Det er svært ikke at juble, når James Spader står på rollelisten til en film eller serie.
Skuespilleren har gjort en fremragende karriere ud af at spille fascinerende karakterer, der ikke altid har det mest retskafne moralske ståsted eller er blege for at tage forbryderiske metoder i brug for at opnå de rigtige resultater. Eller bare folk, der er virkelig specielle.
Lige meget om filmen eller serien er god, leverer Spader altid varen og er eminent. Selv i den sløve ottende sæson af ’The Office’, hvor han spillede hustleren Robert California, der på forunderlig vis endte som chef for hele firmaet.
Når det kommer til mainstreamfilm, har Spader skruet betydeligt ned for tempoet. Faktisk skal vi pudsigt nok helt tilbage til 2015, hvor han spillede robotskurken Ultron i ’Avengers: Age of Ultron’. En rolle, som han nu genoptager i serien ’VisionQuest’, hvor skuespilleren, selvfølgelig, overskygger alt og alle med superb scenetilstedeværelse.
Serien handler om roboten Vision (Paul Bettany), der egentlig blev dræbt i ’Avengers: Infinity War’ for derefter at blive genoplivet i ’WandaVision’, dog uden at være helt den samme. For selvom han har alle minder intakt, har han ikke den følelsesmæssige tilknytning, som den ”oprindelige” Vision havde.
Han holder sig derfor skjult, mens han prøver at finde sin plads i verden og bruger tiden på enten at arbejde på en pub eller at diskutere med forskellige AI’er, som han har samlet i sit indre.
Blandt dem er den morderiske Ultron, der bruger det meste af tiden på at sidde og se tv og komme med bidske kommentarer mod Vision, som han hadkærligt omtaler som sin søn.
Da en dusørjæger ved navn Paladin (Todd Stashwick) finder frem til Vision, bliver den monotone fred brudt samtidig med, at en android (T’Nia Miller) ved navn Jocasta er på et morderisk hævntogt, som Vision blander sig i.
Og så er der en masse andre sidehistorier, inklusive Visions søn Tommy (Ruaridh Mollica), som pludselig dukker op til stor fornøjelse for ”farfar” Ultron.
Men det vigtigste og mest underholdende element at tage med fra ’VisionQuest’ er samtlige scener, hvor James Spader er med. Heldigvis har man besluttet, at de forskellige AI’er skal have menneskelig form det meste af tiden, og derfor får Spader i levende live med kæmpe skæg und alles.
Scenerne mellem ham og Paul samt T’Nia Miller er alle de andre spildminutter i ’VisionQuest’ værd. James Spader er ekstraordinært god og jeg håber virkelig, at man finder en god serieskaber og laver en soloserie med ham som Ultron.
Er han god, er han ond, who cares, han er forbandet underholdende, og man sidder vitterligt og hepper på ham snarere end seriens reelle helt.
Udover James Spader-show er der ikke meget andet at komme efter i den meget gennemsnitlige Marvel-serie, der har potentiale i sine temaer om AI og om, hvad det vil sige at være levende. Men den bliver tynget ned af kringlet superheltepladder, der sjældent bliver mere end pseudointellektuelt, og så er hele Vision/Tommy-delen alt for langtrukken.
Se den for James Spader og spring de scener over, hvor han ikke er med, og du kommer til at have en ret fed oplevelse med ’VisionQuest’. Ellers er den ikke tiden værd.