Når horrormaestro Mike Flanagan er involveret, kommer jeg farende med fråde om munden som en hellhound hidkaldt af djævelen selv.
Selvom det ikke er ham selv, der står bag kameraet på ’Clayface’, er filmen baseret på hans idé og manuskript, som ’Drive’-manuskriptforfatteren Hossein Amini har bearbejdet til sin ’McMafia’-medserieskaber James Watkins.
Derved er hovedhistorien stadig intakt, og man fornemmer også tydeligt Flanagans klassiske kombination af horror, menneskeligt drama og tragedie. Den slags, der går direkte i hjertekulen, når det er lavet perfekt.
James Watkins er ikke nogen Mike Flanagan, men dermed ikke sagt, at ’Clayface’ er en skuffelse. Det er nemlig en gedigen body horror-film med overraskende meget gore og et par rigtig gode skuespillerpræstationer.
Denne udgave af den formskiftende Batman-skurk kombinerer to karakterer fra tegneserierne – B-skuespilleren Basil Karlo og skattejægeren Matt Hagen, hvis Clayface-evner er dem, der bliver brugt i den aktuelle film – til en fascinerende og dragende figur i form af skuespilleren Matt Hagen (Tom Rhys Harries).
Han er på toppen af karrieren og nyligt nomineret til en Oscar for bedste mandlige hovedrolle. Alt går hans vej. Indtil han knalder med den forkerte kvinde. Hun er nemlig kæreste med gangsteren Markos Szabo (David Dencik), der ikke tager hanrejstatussen med ophøjet sindsro.
Markos skamferer Matts ansigt til ukendelighed, og skaden er uoprettelig.
Matt forsøger at få retfærdigheden til at ske fyldest gennem retssalene og genoprette sit ansigt gennem plastikkirurgi. Ingen af delene lykkes, og snart er han, vansiret, tilbage i barndommens hårde kvarter, Gotham-bydelen The Narrows.
Bedst som alt håb er ude, falder han over en artikel om lægen Caitlyn Corr (Naomi Ackie). Hun har gang i noget banebrydende forskning med nanoceller, der potentielt kan hele hans ansigt.
Det virker, men virkningen er ikke umiddelbart holdbar, så Matt tager sagen i egen hånd og tager en overdosis af nanocellerne. Nu er hans krop for alvor forandret, inklusive hans psyke, hvor vreden mod dem, der har forrådt ham og gjort ham fortræd, får ham til at tage sagen i egen hånd.
’Clayface’ er en virkelig effektiv og spændende hævntriller med gory horrorelementer, der perfekt hensætter den i det nye DCU, hvor monstrene/skurkene er umanerligt skræmmende.
Tom Rhys Harries har et perfekt ansigt til både at gestalte den smukke og succesfulde skuespiller samt den tragiske selvtægtsmand med de usædvanlige formskiftende kræfter. Der er god smæk på de brutale actionscener, som fotografen Rob Hardy flot og stemningsfuldt indfanger med sine linser.
Som altid er Volker Bertelmann garant for en god score, og David Dencik er i slesk topform som det dummeste svin i Gotham City.
’Clayface’ er på sin vis en gentænkning af Frankenstein-historien, hensat i et superhelte- og superskurkeunivers. Naomi Ackie giver en god og nuanceret præstation som monsterets skaber, der vil menneskeheden godt, men ærgerrighed for et gennembrud får hende til at gå på kompromis med sine principper.
Den ulmende romance mellem Matt og Caitlyn er tilpas tilbageholdt til, at man sidder og råber ad lærredet om, at nu skal de altså kysse. Men man er også nervøs for, hvad der sker, hvis ikke hun gengælder hans følelser.
Selvom vi mangler det magiske Flanagan-touch, der skal til for, at ’Clayface’ kan komme helt op i de magiske horrorlag, er James Watkins’ film en fed horrortragedie med fremragende effekter og en ferm origin story.
Hagen-karakteren er godt skrevet, idet det flere gange bliver italesat, at ingen ved, hvem den rigtige Matt er, ham selv inklusive. Tom Rhys Harries melder sig ind som en skuespiller, vi skal holde øje med i fremtiden. Han har et af den slags ansigter, man bare ikke kan tage øjnene fra – ligesom Matt Hagen.