’Yaga’ er den liderlige arvtager til ’True Detective’, ’Strengt fortroligt’ og ’Twin Peaks’

carrie-anne moss yaga Foto: Crave/Christopher Lawrence

Den canadiske streamingtjeneste Crave er ved at blive en af de mest interessante, når det gælder nye serier fra Nordamerika.

Medmindre du har boet under en sten eller ikke er den store serieseer, har du sikkert hørt om queer sportsromance-serien ’Heated Rivalry’. Nej, det er nemlig ikke en HBO-serie, men endnu en i rækken af Crave-lækkerbiskner, der også tæller de geniale komedieserier ’Letterkenny’ og ’Shoresy’.

Begge har i øvrigt ’Heated Rivalry’-serieskaberen Jacob Tierney som henholdsvis medskaber og instruktør/executive producer.

Den aktuelle serie, ’Yaga’, er noget helt andet end de tre førnævnte og bærer alligevel deres umiskendelige originalitet og uimodståelige ligefremhed.

Rigmandssønnen Henry Park (Hudson Williams) er forsvundet sporløst fra den lille kystby, hvor han bor sammen med sin roommate Logan (Hudson Williams), der på bizar vis ligner ham på en prik, på nær en anden øjenfarve.

Familien Parks egen privatdetektiv, Rapp (Noah Reid), bliver hidkaldt til at tage sig af efterforskningen, som det lokale politi gladeligt assisterer med alt, hvad det kan. For man siger ikke nej til det lokale svar på Mærskfamilien.

Rapp bliver derfor udstyret med Carson (Clark Backo), som modvilligt skal hjælpe ham med opklaringen.

En opgave, der ikke ligefrem begynder som den mest appellerende, da Rapp er en uforbederlig flirt, som lægger an på alle kvinder, der krydser hans vej, og har lidt uortodokse efterforskningsmetoder. I takt med at de graver i sagen, begynder underlige spor at melde deres ankomst, og legenden om den børneknogleædende heks Baba Yaga har på en eller anden måde en signifikant betydning for mysteriet.

’Yaga’ er skabt af dramatikeren Kat Sandler og baseret på hendes teaterstykke af samme navn, og jeg får lyst til at sige, at only in Canada kunne sådan en herligt skør, spændende og liderlig serie blive realiseret sådan som den gør her. Og det gælder også HBO Max, som er streaminghjem for serien i denne del af verden.

Serien har et kæmpe glimt i øjet, på størrelse med det, Rapp sender alle damer, han er ude efter, og en eksplicit tilgang til blod og sex, som sjældent er set på denne side af årtusindeskiftet i serieland.

Det er lidt campy, men mysteriedelen bliver afviklet som en hårdkogt krimiserie, og vekselvirkningen mellem de forskellige genrer fungerer upåklageligt.

Noah Reid, kendt fra ’Schitt’s Creek’, er vanvittigt charmerende og god i hovedrollen som casanovaprivatdetektiven, der ikke er helt uden opklaringsevner. En stærk hovedrolleindehaver, der flot bærer serien på sine veldefinerede skuldre. Samspillet med Clark Backo leder tankerne hen på mindeværdige seriemakkere som Mulder og Scully og Rust Cohle og Martin Hart, bare med mere seksuel spænding.

Evigt gode Carrie-Anne Moss er perfekt castet som cougar-professor, der virker til at have mere viden om sagen, end hun umiddelbart giver udtryk for. Og så er Hudson Williams en lille åbenbaring i dobbeltrollen Henry/Logan. Der er en helt anden løssluppenhed end den, han fremviste i ’Heated Rivalry’, og til alle dem, som har drømt om dobbelt op på fræk Hollander-action, så indfrier ’Yaga’ i den grad varen.

Salige David Lynch satte standarden for, hvordan forrådnelse i de søvnige forstæder skulle skildres. Med ’Yaga’ kandiderer Kat Sandler til at være en af de mest interessante og unikke arvtagere.

Serien oser af overskud og fortælleglæde, med en herlig kombination af horror, mysterium, drama, komedie og hot hot hot romance. Fingrene er krydset for, at Sandler nailer landingen i sidste afsnit, da anmeldelsen er baseret på de første syv af seriens otte afsnit.

Jeg håber, at der kommer flere serier med Rapp, der rejser rundt og opklarer sager, mens han lægger an på samtlige attraktive mennesker, han møder. Omvendt håber jeg også, at det bliver ved denne ene geniale sæson, og universet lukker med den.

Men først og fremmest er jeg nysgerrig på, hvem der står bag Henrys forsvinden, selvom jeg har en lille idé om, hvem der er den titulære (Baba) Yaga.