Det er ikke mange danske prankshows, der har været af særlig mindeværdig kvalitet. Faktisk kan jeg ikke umiddelbart komme på nogen, og den eneste titel, som rumsterer i erindringen, er Prime Videos ’Nicklas Pranker’, hvor den afdankede fodboldstjerne Nicklas Bendtner var en rigtig fjollerik og snød sine kendisser og tilfældige mennesker. Tihi, fnis, sjovt, nej.
I USA har det stået markant bedre til.
’Jackass’ havde pranks som en fast bestanddel af både tv-serien og filmene, og dets familievenlige efterfølger ’Punk’d’ med Ashton Kutcher havde også sine momenter af storhed.
Senest har Prime Videos ’Jury Duty’ været et interessant bekendtskab, hvor vi i første sæson fulgte Ronald, der troede, han skulle være med i en jury ved en retssag. Men det hele var en nøje iscenesat prank, hvor alle, på nær ham, var skuespillere, og retssagen var fup.
Det er samme model, der bruges i den herlige TV 2-serie ’Alle elsker Rasmus’, hvor anmeldere har fået stillet de tre første afsnit til rådighed.
Komikeren Rasmus Wallbridge har sammen med sin makker Martin Johannes Larsen altid haft en drøm om at lave en dansk version af spoof-fænomenet ’Scary Movie’. Det er heldigvis aldrig blevet til noget.
Indtil Martin allierer sig med produktionsselskabet Drive Studios og TV 2 om at tage fusen på Rasmus. Med en kombination af skjult kamera og påskud om at følge tilblivelsen af projektet, får vi dækket hele herligheden.
Pranken går ud på, at Rasmus og Martin får grønt lys til at lave deres film til stor jubel for prankofferet.
Vi følger Rasmus i de næste fire måneder, hvor han og Martin blandt andet skal finde instruktør og igennem en møjsommelig castingproces. Alle omkring ham spiller en karikeret eller fiktiv version af sig selv, og det udmønter sig for eksempel i, at Josephine Højbjerg har de største divanykker, at Anders W. Berthelsen sørger konstant for forplejning i alt for store mængder, og at Hummelstifteren Christian Stadil har et tilbud, der næsten er for godt til at være sandt.
Rasmus Wallbridge siger da også flere gange, at det er, som om de bliver filmet. ’Alle elsker Rasmus’ er eminent klippet, så når der springes lystigt rundt i tid, er man aldrig i tvivl om, hvornår vi er, og hvilke pointer der skal understreges.
Det er især skægt at se, når Rasmus og Martin sidder og taler om det hele i ”nutiden”, hvor det hele er blevet afsløret. Larsens smørrede grin og Wallbridges forbløffede grimasse over, hvordan pranken kunne lade sig gøre, er fine. Man fornemmer virkelig deres tætte venskab, og jeg håber, at de to får frie tøjler til at lave en serie.
’Alle elsker Rasmus’ er i hvert fald en herlig oplevelse, og jeg glæder mig til at se de resterende tre afsnit.