”Jeg kan ikke mere.”
Den replik ytrer Luan (Besir Zeciri) flere gange i løbet af det hårdkogte og hjerteskærende krimidrama ’Løvehjerte’.
Han er ellers en hårdkogt kriminel, hvis ry spreder skræk og rædsel hos både venner og fjender. Men efter at han har været indblandet i et knivstikkeri, hvor offeret lige nøjagtig klarede den, begynder bandelivet at tære ekstra meget på den snart 30-årige mand.
Luan begynder at få angstanfald, som han selvfølgelig holder skjult. Den slags svaghed er ikke noget, man udstiller i det miljø. Heller ikke over for hans bedste ven, roomie og højre hånd, Issa (Mohamed Djeziri).
Stressniveauet bliver ikke mindre, da hele Luans stash bliver stjålet. Det betyder nemlig, at han så står i gæld til sin chef, fætteren Haki (Ramadan Huseini). Han skylder 500.000, og når man ikke har nogle stoffer at sælge af, kæmper med angstanfald og egentlig forsøger at komme ud af den kriminelle løbebane, er der om muligt endnu mere pres.
Som en afdæmpet udgave af Safdie-brødrenes ’Good Time’ krydset med tankespindet ”hvad hvis Wee-Bey fra ’The Wire’ pludselig mistede en sending af Barksdales dope”, fremstår ’Løvehjerte’ som et interessant indspark i dansk gangster- og bandefilm.
Det er ikke så meget selve gadelivet, der er omdrejningspunktet, men hvordan det påvirker dem, som lever livet. Specifikt Luan, der virker til at have været strandet i livet igennem flere år, og den slags begynder at tære på en.
Hans mor nægter at tale med ham, og hans søster hader ham som pesten, fordi han fik deres mor smidt ud af hendes hjem ude i Bellahøj-ejendommene på toppen af København.
Det er altså en karakter, der har ramt bunden. Hvordan kommer han op derfra? Vælger han det lovlydige liv eller kalder fortiden hårdt nok på ham til, at han vender tilbage til den velkendte tristesse?
Så konkret kan filmens dilemma sættes op. Kampen om Luans sjæl. Besir Zeciri er fremragende som den splittede gangbanger, der søger en lys fremtid. Det er virkelig mange små nuancer i karakteren, og skuespilleren formår at ramme dem alle sammen. Resultatet er et formidabelt portræt af et menneske på afgrundens rand.
Zeciri har siden indgangen til 2020’erne markeret sig med den ene stærke præstation efter den anden, og med Luan i ’Løvehjerte’ melder han også sin fortjente ankomst som en af de mest interessante leading men i dansk film.
Han har kamæleonkrop som De Niro og råbeevner som Pacino, men skuespillet er helt igennem unikt Zeciri’sk.
Besir Zeciri er filmens hjerne og lunger, men det blødende hjerte er Mohamed Djeziri. Den ferme birolleskuespiller leverer karrierens bedste præstation og formår at tilføje en uskyld og varme til Issa, der gør, at man ikke kan gøre andet end at holde af karakteren. En loveable rogue, der gør, hvad han kan, for at holde dem, han har kær, i sikkerhed.
Hver scene mellem Zeciri og Djeziri er dynamit, selv de allermest stille stunder. ’Løvehjerte’ er stærkest, når de to deler scener. Det er en kærlighedshistorie om to venner, der altid har været sammen, men nu står over for det vanskelige valg, at skulle give slip på den anden, fordi de vil noget forskelligt.
Debutspillefilmsinstruktør Nagieb Khaja og medforfatter Jesper Fink giver dem masser af god dialog og monolog at arbejde med. Kvartetten må meget gerne samarbejde igen i fremtiden og gerne snart.
Også gerne med fotograf Henrik Bohn Ipsen, hvis billeder ud over København fra toppen af Bellahøj indfanger byen i et dragende lys, hvor den både fremstår som inden for håndrækkevidde og som uendeligt langt væk.
Kan man sine gangsterfilm, ved man godt, hvordan ’Løvehjerte’ kommer til at forløbe. Men takket være Besir Zeciris og Mohamed Djeziris præstationer og sammenspil formår filmen alligevel at ende som en vedkommende og mindeværdig oplevelse.