Nogle gange ved man bare, at man er i gang med at se noget helt ekstraordinært. En af den slags film, man kommer til at bære med sig i uendeligt lang tid.

Den følelse indtraf den torsdag formiddag, hvor jeg så ’Wildwood’ for første gang.

Stop-motionanimationsfilmen er skabt af Laika-studiet, der blandt andet står bag moderne klassikere som ’Coraline’ og ’Kubo and the Two Strings’.

Og det er netop instruktøren af sidstnævnte, Travis Knight, der er instruktør på ’Wildwood’, med manuskript fra sin faste makker Chris Butler, baseret på Colin Meloy og Carson Ellis’ fantasyroman af samme navn.

Filmen handler om teenageren Prue (Peyton Elizabeth Lee), der skal passe sin lillebror Mac. Hendes hippieforældre har givet hende strenge ordre om, at de skal blive indenfor. Noget, de altid har betonet omkring lillebroren, der stadig bare er en stor tumling uden det store ordforråd.

Selvfølgelig gør hun ikke, hvad de siger, og snart cykler de rundt i Portlands gader på må og få, med den lille gut i en trækvogn spændt for cyklen.

Og så sker der selvfølgelig det, der ikke må ske: Mac bliver kidnappet.

Ikke af et menneske, men af en stor flok krager, der flyver med ham op i de ufremkommelige skove bag byen. Prue og hendes klassekammerat Curtis (Jacob Tremblay) følger efter, og selvom det virker umuligt, kommer de alligevel ind i vildnisset, hvor en helt anden verden åbenbarer sig for dem.

Dyrene taler nemlig her, og vi lægger straks ud med, at de to bliver jagtet af uniformerede prærieulve. Teenagerne bliver adskilt og kommer derved på hver deres helt unikke rejse i den kæmpestore skov.

At ’Wildwood’ ville være god, er bestemt ikke en overraskelse. At den ville være en topkandidat til årets bedste film, er alligevel en pæn overraskelse. Men det er ikke desto mindre tilfældet.

Selvom man umiddelbart kunne foranlediges til at tro, at ’Wildwood’ er en børnefilm, ville det være en fejl. Filmen er fyldt med hårde og brutale drab, hvor selv elskelige karakterer må lade livet for at fremme den gode og episke historie.

Vi taler ’Ringenes herre’-episk, men her flyver de rent faktisk på kæmpeørnene for at komme hurtigere frem til deres destination.

Prues og Curtis’ parallelhistorier fungerer upåklageligt, og den forudsigelige sammenfletning sidder også lige i skabet. Skurken Alexandra (Carey Mulligan) giver mening. Hun er sønderknust af sorg over tabet af sin søn og er derfor villig til at gøre alt, som i ALT, for at få ham tilbage.

Der er intet så hjerteskærende og skræmmende som en mors sorg, og det bliver fremvist superbt i ’Wildwood’.

Man kan ikke gøre andet end at blive fuldkommen benovet over, hvor gennemført stop-motionarbejdet er. Der går ikke lang tid, før man er lullet ind i illusionen og nærmest ikke lægger mærke til det. Det lidt karikerede og småurovækkende udtryk passer perfekt ind i filmens univers, det er det mest eventyrlige, jeg har set længe.

Stemmeskuespillet er helt i top, og man hører ikke skuespilleren, som man nogle gange gør, når det er store navne, der lægger stemmebånd til animationsfilm. Man hører karakteren, og det vidner ikke blot om præstationerne og castingen, men også om manuskriptet, der giver spillerne mulighed for at vise sider af talentet, som normalt ikke har en fremtrædende position.

Jeg har ikke en eneste anke til ’Wildwood’, der for mig uden sammenligning er en af årets allerbedste film, ikke bare på animationsfronten, men i det hele taget.

Det er en af den slags film, hvor jeg håber, at der kommer flere film hensat i det magiske univers og samtidig, at det bare bliver ved denne perfekte film. Det er en rar følelse at gå ud af biografen med.