Jeg foretrækker egentlig ’Alien’ fremfor ’Aliens’.

Det rene gys i Ridley Scotts klassiker rammer bedre end James Camerons actionbasker, der ganske vist er vellavet, men også er meget Cameron’ske på både godt og ondt.

Omvendt kan jeg langt bedre lide ’Empire Strikes Back’ end ’A New Hope’.  Irvin Kershner formår at indgyde noget tiltrængt fare i ’Star Wars’-sagaen, så man rent faktisk forstår, hvordan det galaktiske imperium kunne komme til magten og smadre enhver modstand.

Pointen med de to sammenligninger er, at folk kan have forskellige præferencer og foretrække en efterfølger, selvom den egentlig ikke ville eksistere, hvis ikke det var for originalen.

Hvilket bringer mig til Takashi Yamazakis ’Godzilla’-film.

Mens hele verden knuselskede den første film, ’Godzilla Minus One’, sad jeg tilbage med en lunken følelse. Effekterne kunne man ikke sætte en finger på, og ’Godzilla’ fremstod olm og faretruende.

Men det menneskelige drama ramte mig ikke, og da det (selvfølgelig) fyldte meget i filmen, var vi ikke et match. Heller ikke efterfølgende gensyn gav pote.

Derfor var jeg også spændt på, hvordan Yamazakis efterfølger til kæmpesuccesen ville lande.

Der gik heldigvis ikke mange minutter, før jeg fik vished.

’Godzilla Minus Zero’ er både større, vildere og bedre end sin forgænger.

Vi lægger nemlig ud med et kaiju-angreb på byen Matsumoto.

Men det er ikke Godzilla, der er på færde.

Det er et nyt monster. Et rumvæsen, som har absorberet forskellige former for dyreliv og nu fremstår som en dragelignende skabning, der udspyer lyn. Kendere af Godzilla-lore vil naturligvis genkende skabningen som en variation af den ikoniske King Ghidorah. Og ja, vi får det royale monster at se i dets fulde form senere i ’Godzilla Minus Zero’.

Der er gået to år siden Godzillas hærgen i Ginza i 1947, og det har sat sig dybt i den japanske befolkning og det japanske samfund. Den tidligere våbeningeniør Noda (Hidetaka Yoshioka) er nu chef for et bureau, der groft sagt kun har til formål at håndtere angreb fra kæmpemonstre.

Da de kun har erfaring fra Godzilla to år tidligere, er de på bar bund over for den nye trussel. Det bliver især tydeligt, da de forsøger at nedkæmpe Ghidorah og i stedet ender med, at den udvikler sig til det guldfarvede trehovedede monster, vi kender.

Og ja, så er der ingen anden udvej end at prøve at lokke the OG kaiju, Godzilla, som selvfølgelig er i live, til at slås med King Ghidorah.

Effektbudgettet er blevet større, og det ses. ’Godzilla Minus Zero’ byder på de bedste monsterkampe, jeg har set på film i mange år, hvis ikke nogensinde. Det er helt absurd, så godt Godzilla og King Ghidorah ser ud.

Et flashback til bombningen af Hiroshima er ligeledes foruroligende vellavet. Og fotograf Kōzō Shibasaki, som vender tilbage fra den første film, leverer noget lækkert kameraarbejde, der også fint highlighter de mange praktiske effekter i filmen.

Uden at gå for meget i detaljer: Det menneskelige drama rammer mig langt bedre her end i den forrige film. Måske er det, fordi jeg er bedre indstillet på, hvad jeg får med Yamazakis ’Godzilla’-film, eller også er det en træls bivirkning af at blive far, men jeg sad vitterligt med begyndende tårer til slut, selvom det var den værste omgang følelsesporno, der bare blev malket i en evighed. Men det virkede sgu.

Især biologen Murakamis historie skaber noget herlig uforudsigelighed og et af de mest mindeværdige billeder i de to film.

Alt drejer sig på en eller anden måde om traumet fra atombombningerne. Replikker som ’Japan er en brik, der kan ofres’, og ’Kommer vi nogensinde til at leve i fred?’ italesætter klart temaet. Og når man ser scenerne fra hospitalerne efter monsterangrebene, er det svært ikke at tænke på, at det er sådan, det har set ud efter Hiroshima- og Nagasaki-bombningerne.

’Godzilla Minus Zero’ er en film med mange lag, og som man kan skrive og tale meget om. Og det bør man. Se lige filmen først og giv folk tid til at gøre det, før vi diskuterer den helt igennem.

Og sørg for at se den på det absolut største lærred, du kan komme i nærheden af. Det fortjener den og ligeledes, synes jeg, en Oscar for bedste visuelle effekter.