’Mariinka’ er en rystende og hjerteskærende fortælling om krigens rædsler

mariinka cph dox 2026 Foto: CPH: DOX

Hvordan klipper man 10 års optagelser ned til 94 minutter?

Det er den udfordring, som instruktør Pieter-Jan De Pue stod med, da klippearbejdet på hans hjerteskærende dokumentarfilm ’Mariinka’ skulle påbegyndes.

Resultatet er en film, der minder os om krigens rædsler og om, hvordan landegrænser nogle gange kan splitte selv den nærmeste familie ad, når omstændighederne bliver ekstreme nok.

Vi følger en række unge fra den ukrainske grænseby Mariinka før og under krigen mellem Ukraine og Rusland. Vi ser byen blive til en ruin, og de unge bliver mere og mere hærdede i ansigtet som følge af, at de nu er nødt til at blive voksne meget hurtigt.

På nær Daniil, der bliver adopteret af nogle amerikanere og derved undgår krigshelvedet. Hans ældre brødre Mark og Ruslan er knapt så heldige. Faktisk er den ene en del af de ukrainske modstandstropper, mens den anden er en del af den russiske invasionsmaskine, der ubønhørligt kører på.

Derudover er der Natasha, et tidligere boksetalent, som nu er paramediciner i det ukrainske militær, samt den forældreløse Angela, der har en sortbørsgesjæft med klientel på begge sider af fronten.

De Pue og hans hold har klippet ’Mariinka’, så vi rask væk springer rundt i tid. Personernes udseende ændrer sig heldigvis så markant, at det ikke er svært at holde styr på, hvornår noget foregår.

I poetiske montager kommer vi helt ind i personernes sjæleliv, hvor klipningen er virkelig exceptionel.

Brugen af 16 mm giver ’Mariinka’ et skær af hjemmevideo og drager os helt ind i den intime sfære. Der, hvor længsel og drømme bliver knuget helt ind til hjertet, så der ikke er nogen, der kan tage dem fra en.

Historien om de tre brødre går direkte i hjertekulen. Ikke mindst, da Daniil som stor teenager nu føler sig kaldet til at forsvare sit fødeland. Kommer krigens væsen til at sluge endnu et medlem af den hårdtprøvede familie?

Man skulle næsten tro, at det var fiktion, men det er virkelighedens ubarmhjertige fakta. Råheden bliver understreget, når vi ser smadrede køretøjer og forkullede lig ligge rundt omkring. Igen gør 16 mm det til en ubehageligt nærværende oplevelse, og det bliver aldrig nemt at se døde mennesker ligge på må og få, som mikadopinde.

’Mariinka’ er en rigtig god film, ikke bare en god dokumentarfilm, men en god film overall. Det er en af den slags, man ikke har brug for at se mange gange. Den er et tungt måltid, som tager lang tid at fordøje. Men den skal ses på et stort lærred. Billederne er for smukke til andet, selvom de til tider er møghamrende ubehagelige.

Sådan er virkeligheden nogle gange også.

Selv på det mest ubehagelige sted i verden, i den grummeste tid, er der skønhed, hvis man kigger de rigtige steder.