Det er ved at spidse til for Sauron (Charlie Vickers)
Efter at den onde troldmand i to sæsoner har holdt sig i det skjulte under forskellige identiteter, står han nu endelig frem i al sin fulde megalomane flor og gør krav på herredømmet over hele verden i tredje sæson af ’Ringenes herre: Magtringene’.
Serieskabere og showrunnere J. D. Payne og Patrick McKay laver et tidsspring på fem år i forhold til, hvor vi slap karaktererne i anden sæson.
Krigen mellem Saurons horder og elverne har været lang og udmarvende og kan tippe til enten den ene eller den anden side.
Det er endnu ikke lykkes ham at skabe” The one ring to rule them all”, men det er ikke, fordi han ikke har forsøgt. Det ender dog tit med, at en sagesløs ork bliver til aske.
Omvendt prøver elverne at gøre alt for at forhindre ham i at lave ringen.
Derfor bliver det et kapløb mellem Sauron på den ene side og Galadriel (Morfydd Clark) og Arondir (Ismael Cruz Córdova) samt en tilsyneladende forræderisk ork, Marnûkh (Adam Young), om at nå frem til den sidste overlevende elversmed.
Vedkommende har nemlig muligvis nøglen til at lave den titulære magtring.
Som i de øvrige sæsoner er der flere plotlinjer, der kører simultant og væver sig ind og ud af hovedhistorien.
De stærkeste er blandt andet den om dværgen Durin (Owain Arthur), som nu er blevet konge efter sin fars død. Hans bror, Thráin (Eddie Marsan), melder dog hurtigt sin ankomst, og han har, naturligvis, en skjult agenda, selvom han umiddelbart opfører sig pænt.
Og så er der den med Gandalf, som stadig render stadig rundt i Rhûn for at finde sin vej i verden med hjælp fra Tom Bombadil (Rory Kinnear), der dog har det med at tale så meget i gåder, at troldmanden bliver frustreret. Man fornemmer tydeligt, at der er mange spændende ting i denne arena, men tempoet er lidt sløvt. Der kommer højst sandsynligt mere fart på her i fjerde sæson.
Og så er der hele Númenor-delen, der nu fremstår som en bleg omgang ’Game of Thrones’ og desværre fylder lidt for meget i de syv ud af otte afsnit, jeg har fået stillet til rådighed. Der er nogle vigtige personer, som vi skal have væk fra øriget og ind til fastlandet, men vejen dertil er efterhånden blevet uinteressant.
Som altid er ’Magtringene’ en imponerende serie.
Kostumer, makeup, CGI og ikke mindst praktiske effekter er fuldstændig verdensklasse. Alle orker har små karakteristika, så der ikke er to ens, ditto med elvere og dværge. Visuelt er det en af de mest betagende serier, man kan se på streaming, og man bør gøre det på en meget stor skærm.
Computer eller telefon gør på ingen måde serien eller de dygtige filmfolk fyldest.
Intensiteten stiger helt klart her i tredje sæson af ’Magtringene’, hvor vi også får introduceret Galadriels forsvundne mand, Celeborn (Jamie Campbell Bower i en nærmest typecastet rolle), og dermed også får et gedigent lille trekantsdrama mellem ægteparret og Sauron, der jo som bekendt fik hjerteklapperne hos den kvindelige krigerelve til at galoppere ganske voldsomt, før hun vidste, hvem han var.
Med to af de planlagte fem sæsoner tilbage efter denne begynder ’Ringenes herre: Magtringene’ nu endelig at indfri det enorme potentiale, der er i Tolkiens univers. Vi ved godt, hvad det skal ende med, men vejen dertil har aldrig været mere spændende, end den er nu.