Familiedramaet ’Blue Heron’ er så tæt på perfektion, som man kan komme

blue heron Foto: Camera Film

Nogle gange efter en film sidder man bare lamslået tilbage og har brug for at sunde sig et par minutter.

Hvad var det lige, at jeg så der?

Sådan var min oplevelse med Sophy Romvaris overrumplende og fascinerende familiedrama ’Blue Heron’.

Debutanten bygger videre på sin kortfilm ’Still Processing’ og egen barndom i den canadiske film om en ungarsk immigrantfamilie. Vi befinder os i slutningen af 1990’erne på Vancouver Island, hvor Far (Ádám Tompa) og Mor (Iringó Réti) slår sig ned med deres børn. Den ældste af dem, teenageren Jeremy (Edik Beddoes), er morens søn fra et tidligere forhold og har meget svært ved at finde sig til rette.

Vi ser det hele gennem øjnene på pigen Sasha (Eylul Guven), der er vidne til knægtens tiltagende destruktive og volatile adfærd.

Da intet tilsyneladende virker, står forældrene over for et valg, ingen forældre har lyst til at skulle tage stilling til.

Romvari skildrer afmagten og frustrationen perfekt, selvfølgelig også takket være skuespillernes præstation.

’Blue Heron’ er en hjerteskærende god film, og hvis den bare holdt sig til dette fokus, ville den stadig være en helt særlig oplevelse.

Men der, hvor Sophy Romvari gør filmen helt exceptionel, er det ved nogle spændende spring i tid.

Uden at gå i specifikke detaljer, så møder vi også en voksen udgave af Sasha (Amy Zimmer), der forsøger at blive klog på brorens opførsel dengang.

Romvari, der både er instruktør og manuskriptforfatter på ’Blue Heron’, har forklaret, at filmen er et forsøg på at indfange, hvor fejlbarlig hukommelsen er. Det lyder tørt, men når man har det in mente, får hendes fascinerende filmiske værk et nyt lag.

Den er manifestationen af de ting fra barndommen, som du måske ikke kan huske helt eksakt, men nogle situationer står utrolig klart, og så udfylder du de tomme pladser med gætestimater.

Fotograf Maya Bankovics drømmeagtige billeder er med til at forstærke følelsen af, at vi ser tingene, som når nogen forsøger at huske, hvordan de var. Elektronic-musikerne i Blitz/Berlin har skabt et stemningsfuldt score, der elegant drager en ind på hypnotisk vis.

Selvom ’Blue Heron’ kun varer lige omkring halvanden time, så føles den både længere og kortere. Et finurligt paradoks, der går fint i spænd med filmens forhold til tid.

Det lyder som en floskel, men ’Blue Heron’ er en af den slags film, der skal ses og opleves, og ikke genfortælles til døde på skrift.

Der er ikke et overflødigt sekund i filmen, og alt spiller perfekt. Med så stærk en debut kan man ikke andet end at have enorme forventninger til Sophy Romvari fremover. ’Blue Heron’ markerer et helt særligt talents ankomst i filmverdenen.