’Wicker’ er en flot, fræk og fængende film om verdens hotteste træmand

alexander skarsgård olivia colman wicker Foto: Scanbox

Man kunne godt have mistænkt ’Wicker’ for at være en uartig fanfiction af Pinocchio, men Ursula Wills’ novelle, som er forlægget for Alex Huston Fischer og Eleanor Wilsons filmatisering, er fri fantasi.

Det har dog på ingen måde forhindret internettet i at lave den ene pun efter den anden, hvoraf nogle er mere kreative end andre. Alle kredser dog om, at træmanden i skikkelse af Alexander Skarsgård uden tvivl er hver eneste splint værd på de intime dele af kroppen.

Ser man ud over de umiddelbare jokes, er ’Wicker’ faktisk en ret god film.

Vi er i en fiktiv middelalderlig verden, hvor patriarkatet har det godt.

Ingen personer bliver omtalt ved navn, kun profession, og kvinderne for det meste efter deres mands levevej. Vores hovedperson er Fisherwoman (Olivia Colman). Hun bor alene og er med længder den ældste pebermø i den lille kystlandsby, hvor hun bliver mobbet for sin ugifte status.

Ved et bryllup bliver hun ved et ritual tilfældigt udvalgt som den næste, der skal giftes. Tænk kastning af brudebuket, bare med glitrende æg, der udspyer farver.

Ingen tror på, at det kommer til at ske, så Fisherwoman går til Basket Weaver (Peter Dinklage) og beder ham om at flette hende en husbond.

Og der går ikke lang tid, før Wicker Husband (Skarsgård) melder sin ankomst til byen for at finde sin hustru. Alle taber kæben over ham, ikke mindst Fisherwoman, der hurtigt konstaterer, at hendes seng ikke kan holde til træmandens heftige elskovsteknik.

Ikke at hun klager, for, som han siger, han fikser den bare, så den er mere solid.

Det er langt mere hot end det læses på skrift. Alene lyden af Wicker Husband er lækker ASMR. Hvem ville have troet, at lyden af pileflet skulle være den mest sexede, vi har hørt i biograferne i år?

Der er dog andet i filmen end lyst og begær. Sidstnævnte er en katalysator for forandring.

Både mænd og kvinder i byen er nemlig jaloux på Wicker Husband.

Mændene får mindreværdskomplekser og ønsker, at de var mere som ham, mens deres koner ønsker, at deres mænd var mere som ham, og misunder Fisherwoman.

Det er med til at udstille det lille samfunds dysfunktionalitet og manglende ligestilling. Især fordi det mere end ofte er kvinderne i forholdet, der er den kloge.

Skarp samtidssatire hensat i en veloplagt middelalderfabel, der nok skal pisse nogle konservative eller pseudoliberale af.

Oscarvinder Lol Crawley (’The Brutalist’) indfanger flot det alternative lystspil, der, med Anna Merediths både finurlige og ligefremme score, er en nydelse for øjne og ører.

Skuespillerne er, som forventet, gode, og især Elizabeth Debicki som Taylor’s Wife er uovertruffen som usikker populær mean girl.

Olivia Colman er alt for undervurderet som komedieskuespiller, men rammer også karakterens tragiske noter. Samspillet med Alexander Skarsgård er tilpas fyrigt, og han er, igen igen, ferm som elskovsinteresse med et tilknappet følelsesregister udadtil og er uden tvivl den frækkeste træmand i byen.

’Wicker’ indfrier de lumre forventninger og mere til. Den spøjse romcom har noget på hjertet og er ikke bange for at udfordre sit publikum. En flot, fræk og fængende film med gode skuespilpræstationer og en betagende æstetik, som elegant drager dig ind og slår rod i dit sind.