COPENHELL 2023: Fem danske navne
Vi kan i Danmark bryste metalscene med et væld af spændende bands i alle størrelser og – næsten – alle genrer. Disse fem koncerter glæder vi os særligt til på Copenhell 2023.
IOTUNN – Onsdag kl. 23:15 på Gehenna
Hvis der er én ting, der går igen gennem årets program, så er det, at hver aften byder på store dilemmaer i programmet. Efter hovednavnene har lukket Helviti for dagen, skal man således på førstedagen af årets festival vælge mellem Parkway Drive, Iotunn og Zeal & Ardor. Sidstnævnte kan næsten beskrives som årets maskotband, da de har leveret lydsiden til den Fleischer-inspirerede animationsvideo, der er pejlemærket for Copenhell 2023’s visuelle identitet. Manuel Gagneux og hans kultister gav da også en ganske god koncert, sidst de besøgte Reffen i 2018 – omend denne lå midt i på dagen i blæst og hede. Samme år slog også Parkway Drive vejen forbi, så det er altså ikke så småt med konkurrencen til danske Iotunn, der ikke desto mindre bliver mit valg til at afslutte onsdag. Deres koncert på den mindste scene er så godt som garant for en transportativ oplevelse, når de slipper deres ekstreme blanding af prog, power, død og black løs.
MØL – Torsdag kl 19:45 på Pandæmonium
Aarhusianske MØL er den primære danske eksportør af blackgaze, som fik sit gennembrud for 10 år siden med Deafheavens ‘Sunbather’, der er et klart referencepunkt i MØLs svævende og smukke post-metal. Jeg var så heldig at se forsanger Kim Song Sternkopf optræde sammen med John Cxnnor til deres fænomenale åbningskoncert på årets Roadburn og manden emmer karisma og scenekontrol. Det bliver stort. Så krydser jeg bare fingre for, at ‘Sundrowned’ også får sneget sig med på setlisten.
Jakob Stegelmann & Aarhus Symphony Orchestra – Fredag kl. 13:00 på Hades
Der blev skrevet metalhistorie da nørdernes konge entrerede Helviti med Aarhus Symfoniorkester og leverede en magisk oplevelse, der slog forholdet mellem metal-, nørd- og højkultur fast på syvtommersøm. Nu skal succesen gentages, omend denne gang på den mindre Hades scene, hvilket er fuldstændigt uforståeligt. Man må håbe, at der er blevet hyret et ordentligt og stort hold til at dokumentere koncerten, der kan snildt kan komme til at gå hen og stå som en af festivalens hyggeligste, når Stegelmann introducerer værker af John Williams, Jerry Goldsmith og (fingre krydsede) Ennio Morricone.
Saturnus – Fredag 23:30 på Pandæmonium
Det bliver voldsomt højt, langsomt og dræbende tungt, når doom-koryfæerne inviterer til midnatsmesse fredag aften. Der går langt mellem Saturnus’ udgivelser – men der kom så sent som i sidste måned en ny single, ‘Breathe New Life’, hvor man kan høre at den 30 år lange karriere hverken har tæret på tyngde eller kvalitet.
Kellermensch – Lørdag kl. 00:45 på Hades
De sortsynede esbjergensere får den tredelte ære at lukke årets festival. Det gør de med det nye album ‘Capitulism’ i baggagen og det bliver med garanti en stor oplevelse når Sebastian Wolff og de andre kældermennesker vrider en fælles forløsning ud af vores kollektive mørke. Det virker måske aparte at lukke Copenhell med en metalfestival med mørk rock i stedet for Afskys atmosfæriske black eller Demon Heads okkulte gothrock – men jeg har på fornemmelsen, at den store fællessang til ‘Army Ants’ og ‘The Pain of Salvation’ bliver det helt rigtige punktum.